Ugerapport • 3. december 2007 • Foto: Heidi Taymyr Holm mfl. © Tekst: Heidi
Man skal aldrig sige aldrig ....
Men alligevel er det værd at huske på, at man aldrig skal dømme folk på, hvad andre si'r de mener, men gi' dem en chance for selv at fortælle hvad de mener :-)
Herning by night
Ja, for sådan ender det jo altid på årets sidste DKK udstilling ... det bli'r en natteforestilling!! Og det er uforskammet lang tid hundene derhjemme skal være alene. Men det er én gang om året, og til gengæld sover vi så på sofaen om natten, så vi på en eller anden måde er lidt sammen med dem alligevel ... på trods af, at de altså slet ikke må komme i sofaen.
Der er ikke en Herning udstilling uden dårlig samvittighed, men på den anden side, så er Herning også så speciel, at man gerne vil være der. Og med løbegården fuld af vand, mad og kødben, så tror jeg alligevel nok vores 3 'gamle' alligevel hellere ville være hjemme, end at sidde i bur hele dagen i en hal.
De 3 unge var i Herning - Xanadoo kun som tilskuer. Yepper og Whobee var iført fransk vask og strygning, og klar til sidste danske udstilling anno 2007. Få uger tidligere havde Yeppers søster Yingle hentet et cert i Tyskland, og så var
Yepper li'som bagud. I forhold til Yingle havde han dog alt at vinde, for Yingle var slet ikke meldt til. Ejer Henrik skulle nemlig dømme, og så var den ged barberet. Men det var jo bare i forhold til Yingle, der ikke kunne øge cert-forspringet.
Yepper var nærmest kun 5 minutter ude af hvalpeklassen, og med adskillige voksne hanner, så var det ikke lige det jeg gik mest op i. Næh, jeg måtte i stedet skille Jesper og Sanne ad, for de kom IGEN op og slås om hvem der skulle løbe af med årets DKKRV titel. Fister sikrede sig efter Brøndby at være eneste han, der kunne få titlen, og faktisk var det kun datter Whobee, der kunne fravriste ham titlen. Og for at kunne det, skulle Fister slet ikke ha' point, hvorimod Whobee skulle vinde racen.
Ikke helt sandsynligt, men set med mine øjne også helt OK; for Whobee har været stort set pelsløs det sidste halve år, og alligevel var hun klart bedst placerede tæve, og det er slet ikke så ringe endda. Og hvad Sanne og Jesper angår, så 'slåssede' de nu også mest for sjov i deres indbyrdes far-datter forhold.
Tudemariekiks
Allerede inden Whobee gik i ringen, var hendes muligheder elimineret, for Fister blev bedste han, og dermed slog han sin DKKRV titel fast. Men inden Fister blev bedste han, så måtte jeg lige 'nyde' en tudekiks ... eller i hvert fald en ligeved-nærved-og-næsten tudekiks. Yepper fik nemlig sit allerførste CERT, og blev 2. bedste han efter farmand. Jeg ved ikke hvor 'gammel i gårde' man skal være, før det forsvinder (egentlig håber jeg på 'aldrig'), men jeg bli'r sgu stadig så hamrende rørt, når man står med en ung hund, man selv synes er fin, og så dommeren er enig - og ikke bare enig, men kvitterer med at gi' den 5 minutter gamle unghund både CK og CERT. Det trækker sgu lidt mundvand - og vel at mærke af den slags, der sidder lidt nord for den sædvanlige mundvandsbeholder. Tudefjæs !!!!! .... Arj, selvfølgelig tudede jeg da ikke. Men rørt ... DET var jeg i hvert fald.
Whobee blev 2. bedste tæve i en tæt kamp, Fister vandt racen, og så var der alt mulig grund til at gå ud og fejre med lidt indkøb af tøjbamser - i al begrænsethed naturligvis - mig og så Whobee synes Jesper er særdeles mådeholden med tøjbamsebudgettet. På den anden side havde vi ikke traileren med, så måske var det ikke så ringe endda !!! :-). (og som PS ... Whobee fik sin juletøjbamse 1. december, og naturligvis en, der både ku' sige oink oink som sædvanlig, men også med julemelodier i bedste Bjørn & Okay stil. Whobee plejer ikke at ødelægge bamserne, men denne her var åbenbart for julet for hende, for 10 minutter efter hun fik den, havde hun både jagtet de øvrige 5 hunde væk fra den, og så smidt bamseblod over hele gulvet. Ak ja ... det var den jul!! ... den er her dog endnu, men nu uden bamseblod og diverse støjgener!).
Med popmusik og mange stjerner på
.... var det tid til de afsluttende konkurrencer, der traditionen tro mundede ud i præsentation af årshundene. Men inden da fik Jesper og jeg fornøjelsen af at kigge på popdullen Jazzy, der er ved at lære Dogdancing. Nøj, de er dygtige - Jazzy og Janni. Det er imponerende. De har fået deres egen billedserie under galleriet - "Dansedullerne".
Fister måtte ikke dømmes i gruppen, for det var medejer dommer Søeborg, der regerede i gruppe 5, og den slags er forbudt ... men heldigvis for det, for det er jo noget rod. Dog fik Fister lov til at løbe ind i gruppen, så publikum kunne se, at der VAR en Siberian Husky, der havde vundet racen. Det var en god måde at gøre det på synes jeg. Gruppen blev iøvrigt vundet af Kareler Bab'n Krølle, der har både charme, selvtillid og lækkert hår. Særdeles velfortjent !! Et par uger senere blev Krølles far Anton iøvrigt Årets Sporhund i SPK, så de kan altså andet end at være pudderkvaster i den familie *stort smil*. Tillykke til Simon og sporfører Heidi - og selvfølgelig de 3 opdrættere Linda, Birgit og Per.
I årskonkurrencerne var noget afgjort, mens andet stadig stod åbent. Nerver på hos nogle, mens andre kunne slappe af. Allerede lørdag blev konkurrencen om Årets Senior afgjort, og afghaneren Syd var klar vinder - Syd is living almost next door to Alice - altså Who The beep Is Alice !!! TILLYKKE til Syd, Marianne, Kirsten og Lars med det fltote resultat!!
Årets hund konkurrencen blev teoretisk først afgjort i BIS-finalen. Aussien Diablo måtte 'nøjes' med BIS2, hvorimod Springer Spaniel blev BIS1. Men i årskonkurrencen endte de to lige omvendt.
Da champagnepropperne var sprunget af, var det tid til at vende snuderne hjemad. Et ophold på Monarch på vejen, og det er faktisk ikke engang løwn .... der griner man meget :-)
Vi har også været til novemberløb - læs mere om det under galleriet "Novemberløb 2007"
Man skal høre meget før ørerne falder af ...
... og ligeså skal man læse meget før øjnene falder ud. Nu har jeg i lang tid troet, at vores flittigt brugte badevægt var i stykker. Nålen har nemlig gennem længere tid været på himmelflugt, og den slags kan jo kun skyldes, at der er noget galt med vægten - altså badevægten !!!!!!!! Men så læser jeg dælme i et dameblad - ja, det må ha' været hos frisøren, for den slags skilter man jo ikke med at købe selv!! - at der er en helt anden forklaring. Kaloriebehovet falder cirka EN procent årligt
i den voksne alder. Som 50-årig har man kun behov for 75% af de kalorier, man fik som 25-årig. Og det er under forudsætning af, at man bevæger sig som man gjorde som 25-årig. Det er nok de færreste, der gør det. Jeg var hundeejer på 4. sal, da jeg var i midten af 20-erne, og det gi'r jo i sig selv en høj aktivitet. Idag bestiger jeg første sal, når jeg skal i seng !!!
Det var sgu skræmmende læsning, og det kan da nok være, at løbeskoene blev fundet frem igen. Det er efter sigende så sundt at løbe, og når nu ikke morgengymnastikken virker ...... !!!! Men kald det bare sundt én gang til. Det kan gøre rigtig n'avs at være lidt af en motionsfreak .... eller .... bare freak ! En eftermiddag havde jeg iført mig gamacherne, jeg løber i. Udenpå dem ifører jeg mig et par tynde, løstsiddende, vindtætte nylon'er. Der er noget med proportionerne på min 'kummefryser' og bundgarnspælene, der gi'r en ærgerlig figur, hvis jeg nøjes med de tætsiddende gamacher. Få sekunder efter jeg havde fået de tynde nylon'er på, gjorde det bare noget så n'avs på mit lår, at jeg i et hæsblæsende tempo fik hevet både inder- og yderbuks af igen. AV AV AV !!! Jesper troede bare det var en lille dims af en art, der lige havde prikket til mit lår, men kiggede alligevel begge sæt 'bøjser' efter. Og tænk engang ... det var ingen lille dims. Det var en KÆMPE bi, der sad på indersiden af nylon'erne - formentlig en dronning, for mindre kan jo ikke gøre det !!!! Den var ikke indstillet på en løbetur, og valgte derfor at smække bagperronen ned i mit lår. Hold da fest, hvor gør den slags ondt. Det varede længe før det gik over - længe efter biens aske var 'fordampet' i brændeovnen. Og da det holdt op med at gøre ondt, startede kløen. Den har jeg haft fornøjelsen af længe, på det hævede røde område på mit lår. Bistik i november måned !!!!! .... og jeg, der vistnok ikke er blevet stukket af en bi i børnehaven, hvor jeg fik et halvt løg på.
Så det er ikke helt uden livet som indsats, når man ifører sig løbetøj !!
Nogen er højere end andre, men det kan de jo ikke gøre for !!!
Og når vi taler om at løbe ....
... så var det aftalt, da vi løb ind i Steven og Jan en søndag i november måned. Jesper slog pjalterne - eller i hvert fald skaglerne - sammen med Steven, og drog ud på skovstierne iført 10-spand. Det var nemlig Je
spers - og Stevens - første tur med 10-spand. De havde for længe siden talt om, at det kunne være sjovt at 'blande' spand og det gjorde de så den 18. november.
Jeg skal ikke sige mig fri for, at vi alle 4 havde lidt sommerfulge i maven - måske mest af alt Jan og jeg, der jo var 'dem de andre ikke ville lege med', og derfor ikke havde nogen indflydelse på turen. Det blev da også til et par formaninger om, at de skulle passe godt på 'mine' 4 slowsiberians (de 3 små og Twister), når de nu skulle ud på tur med Steven og Jans hurtigløbere. Jan fik mig relativt beroliget, så mens de 3 spændte hundene for vognen, sadlede jeg jernhesten og kørte i ensom majestæt (ejer af 6 slædehunde, og alligevel på egen hånd på pedalerne .... eller egen fod!) ud på ruten iført mit kamera. Desværre var det den dag så tåget, at det næsten var umuligt at tage billeder af et 10-spand. Med lidt held, så havde det været muligt at fotografere en velo med én hund, men et 10-spand var for langt til at nå ud af tågen. Derfor blev det ikke revolutionerende fantastiske billede
r af en ellers fantastisk oplevelse. Men man kan jo ikke vinde hver gang, og de 12 - Steven, Jesper og hunde - må gøre det om igen en dag, hvor vejret egner sig bedre.
Turen gik over al forventning, og der var ingen slowsiberians, der blev slæbt til poteskader eller lignende. Både hunde, musher og siddende co-musher havde en forrygende tur. Men på trods af min begyndende nervøsitet, så kender jeg jo også Steven og Jans forhold til deres hunde, ellers havde jeg smækket bremserne i. De er meget søde ved deres hunde, og tager altid hensyn til dem. Der er ikke noget med, at tider er vigtigere end hundenes ve og vel, så med både Steven og Jesper på vognen, så var der egentlig heller ikke noget at være nervøs for.
Tak for en god tur på Jespers og hundes vegne, og generelt bare tak for godt selskab - som altid !!!
Men sidde på din røv ogpuste grise op tude, DET kan du !!!
Jeg har åbenbart fået smag for tudekiks (ja, lidt kongelig har man da lov at være - en vis HKH'er har jo også fået smag for den tørre spise efter han er blevet 'voksen'). Den 25. november var Jesper og jeg i Idrættens Hus, da STH (www.servicehunde.dk) holdt den årlige graduation, hvor en flok nye servicehundebrugere officielt får overdraget 'deres' servicehunde.
En sal propfuld af mennesker, var inviteret til at overvære seancen med efterfølgende buffet. Efter en velkomst, og tak til diverse sponsorer og frivillige, blev der vist et slideshow (eller sideslow, som man kalder det på klingende hvidgløggsk svensk) fra året der gik. Glimt fra Dog-A-Thon, diverse optrædender rundt omkring, og så ellers præsentation af hver enkelt
servicehundebruger, med hver enkelt hund. En masse rørende billeder fra 3 ugers intens team-training, og så kan det nok være jeg tød. Der i mørket prøver man jo at være lidt diskret, og jeg troede faktisk, at det lykkedes at tørre kinderne af utallige gange i ubemærkethed. Men Anina, der sad ved siden af mig, havde luret mig.
Efter første slideshow var det så tid til at hundenes sponsorer eller opdrættere officielt overrakte hundene til deres nye brugere. Da Buster blev overrakt til Julie, SÅ var den gal med tudekiksene igen. Julie er nemlig ikke ny servicehundebruger, men har før haft en servicehund. Den blev desværre kørt over af et tog - et hændeligt uheld, som ingen var skyld i - og Julie var naturligvis utrøstelig. Da STH's cheftræner præsenterede Julie, måtte hun naturligvis fortælle Julies historie, hvilket i sig selv var nok til at trække tårer. Men da Julie - naturligt nok - vrælede, så vrælede jeg også, og mens jeg skriver dette her, så vræler jeg næsten igen.
Men intet er jo heldigvis så skidt, at det ikke er godt for noget. For nu har Julie Buster, og Buster er ikke bare verdens største Golden Retriever - han er også en af de sødeste. Jeg så Buster første gang i maj måned i Århus, og har set ham mange siden. Han er bare noget helt specielt. Så når det nu engang skulle være, at Julie manglede en servicehund, så har
hun været rigtig heldig at det blev Buster. Lige så heldig som Buster, der nu har Julie.
Hver især af servicehundebrugerne er heldige, for de er nøje matchet med deres nye hjælpere, og hundene yder dem kæmpe hjælp i hverdagen. Men udover Julie, så synes jeg også at Lene var specielt heldig, for hun har nemlig fået prinsesse Dina hjem og bo. Dina lærte jeg at kende til optagelserne til DKK's film "Kender du en hund", og Dina kan man ikke lade være med at holde af.
Kan man få svømmehud under øjnene?
Da overdragelsen af hundene var færdig, var det tid til buffet. Nåe ja, det var vi da i hvert fald nogen der troede, men vi kunne lige præcis få lov at tro om igen. De 5 servicehundebrugere (eller 4 servicehundebrugere og 1 socialhundebruger hvis det skal være helt korrekt) var nemlig så taknemmelige for deres hunde, og de sidste 3-4 ugers teamtraining, at de havde lavet tale og købt gaver til både cheftræner Christensen samt alle medhjælperne.
Da det så var overstået, SÅ var det tid til buffet .... troede vi. Men arj ... heller ikke denne gang. For en af STH's hovedkræfter havde nemlig 10 års jubilæum, og både nye og 'gamle' servicehundebrugere havde lavet et fantastisk slideshow og en sang, og så tudede jeg igen !!!! Ih guder .... Det kan man da kalde for en festdag !!!!
Derefter var Idrættens Hus totalt tømt for alt hvad der bare mindede om kleenex, for jeg var ikke forsamlingens eneste tudefjæs. Og så var det jo perfekt vi havde vores bukseben at tørre frikadellefingrene af i !!!
Vi vandt iøvrigt ikke en dyt i lotteriet - selvom jeg havde kastet min kærlighed på flere af præmierne. Vi nåede nemlig slet ikke at købe lodder før de var udsolgt.
Når man iøvrigt lige taler om svømmehud, så er det nu heller ikke skidt at ha' mellem tæerne i Idrættens Hus, for der er vand i gulvet. Jamen det er sgu rigtigt. Det ser rigtig nydeligt ud - når man først får øje på det. Det var der flere - heldigvis ekskl. undertegnede - der først gjorde for sent.
Jeg kan tælle til 6
Nu skal det hele jo ikke dreje sig om tudekiks, og herhjemme er de faktisk lagt på hylden. Det har godt nok taget lang tid atvænne sig til ikke at tælle til 7, når hundene skulle ind. Selvom Pepsi var den mindste hund jeg har haft (altså siden Jossie - min barndoms pudel/sætter blanding), så fyldte hun mere end man lige umiddelbart regnede med. Jeg synes godt nok hun har manglet, og det har taget lang tid at vænne sig til. Men nu kan jeg faktisk se billeder af hende, uden at få tårer i øjnene. Mon ikke klumpen i halsen så også forsvinder inden længe?
Noget der forsvinder inden længe er julen - så vi må hellere huske at nyde den, mens den er her. Adventskransene får virkelig deres berettigelse, når vi tænder lysene i dem, mens regn og storm pisker forbi vinduerne. Jeg glæder mig til vi får noget andet vejr. Sommer, vinter eller forår - det kommer sig ikke så nøje. Men det her kolde, blæsende og våde vejr .... DET er altså ikke vejr for sådan nogle som mig !!!
Men hvorfor tale om vejret
Det kan man jo alligevel ikke ændre på. Desværre kan man heller ikke altid ændre på folks måde at have hund på. På vores tur med hundene 1. søndag i advent, mødte vi en lille dreng med en pinscher-agtig hund af noget østrisk slags. Det er den slags man ikke har lyst til at møde, når man kommer med et 6-hundespand. Det er jo desværre ikke altid børn har helt styr på hundene, og lige præcis denne hundetype kan godt være en type, der liiiiige synes den skal fortælle forbipasserende hundespand, at de kan få nogen på lampen, hvis det skulle være. Jesper stoppede spandet, jeg gik ud og holdt hundene, mens vi pænt, stille og roligt bad drengen om at trække ind til siden, når han passerede. Det gjorde han, og selvom hans pinscher-agtige hund lige skulle blære sig lidt, så styrede han den faktisk godt, og der var ingen dramatik.
Da han var forbi, opdagede vi at resten af familien - mor, far og en søster (gætter vi på!), kom gående med en cocker spaniel. Hundene var ved at være lidt utålmodige, men ikke mere end at vi lige skulle ha' dem forbi også. Der er jo ingen grund til at risikere, at sådan en familie får en dårlig søndag ud af mødet med et slædehundespand. De var stadig et stykke væk, og der var ikke et eneste k
nur at høre, da vi begge ser manden gi' sig til at slå cockeren I HOVEDET. Den fik simpelthen nogle bogstavelige drag over nakken. Både Jesper og jeg råbte til manden "Arj, hold da op med at slå den". Manden svarede, at "det er vel bedre, end at den farer i hovedet på jeres hunde". Øh, det er jo to svære valg, man der bliver stillet overfor, men nu så vi altså aldrig cockeren så meget som antyde, at den havde lyst til at fare i hovedet på nogen som helst. Vi svarede bare, at det måske ikke var den rette måde at gøre tingene på, men så vågnede hans kone. Lettere ophidset - for angreb er det bedste forsvar!!! - svarede hun, at hvad så med vores hunde. Hun havde da flere gange set hundespand, hvor hundene nærmest løb, så blodet sprang !!!! OK, det har så nok lige været en dag, hvor vi har været i skoven, for vi har dog aldrig set nogen køre spand rundt, der blev pacet så meget, at blodet sprang fra samtlige hunde.
Med 6 meget utålmodige hunde foran vognen, var der ikke andet at gøre end at svare, at "Nå, men det har i hvert fald ikke været VORES hunde", og så køre videre. Man havde jo ellers mest lyst til, at vinge begge forældre en på ægget. Hvis man måtte bande på skrift, havde jeg nær sagt, at hvad fanden er det for en måde at opføre sig på. Dels overfor sin hund - det er mange år siden, man fandt ud af, at det med at banke hunde ikke er den rette opdragelsesmetode, dels overfor sine børn, der i værste fald, tror den slags er helt normal fremgangsmåde, og lærer at opføre sig lige sådan i deres voksne liv.
Men egentlig ved jeg ikke hvad der var det mest skræmmende .... at manden bankede sin hund, eller at konen åbenbart har fået det indtryk, at de slædehundespand, der kører i skoven kun har ambitioner for øje, og derved pacer hundene så meget, at det nærmest virker som blodkørsel. Jeg vil håbe det er et indtryk de har fået, fordi de har set for meget TV eller hvad ved jeg, og ikke et indtryk, de rent faktisk har fået ved at møde diverse spand i skoven.
Senere på dagen var der en eller anden, i en diskussion, der faktisk drejede sig om noget helt andet - nemlig bilkaos i København - fortalte mig - næsten så direkte, som man kan - at det er en forkvaklet indstilling vi har til hunde. Hunde er bare hunde, og skal ikke behandles som noget andet ... sådan i korte træk. Ja, det kan godt være vi har det, og vi må jo hver især også mene hvad vi vil. Heldigvis omgiver vi os for det meste med folk, der har et lige så 'forkvaklet' syn på hundehold, og det er nok meget godt, hvis andre synes vi er alt for mærkelige. Men om det er forkvaklet eller ej, så vil jeg hellere ha' mit syn på hunde, en være sådan en, der står ude i skoven og banker min hund. Og så ka' ikke-hundefolk jo 'take it or leave it'. Hundefolk er i bund og grund såmænd nok ikke mere mærkelige end andre folk. Vores 'mærkelighed' er mere synlig, og gør det derved nemmere for folk at glemme at gribe i egen barm og tro, at bare fordi de ikke bruger al deres fritid på 6 slædehunde, så er de ikke mærkelige. Keep on dreaming !!!
... og så er der vist bare tilbage at ønske alle mærkelige hundefolk, og de, der også er mærkelige men bare ikke har hund en rigtig fornøjelig jul og et skudsikkert nytår.
Hov ... hvad er nu det for noget, der foregår i Herning?
© Maj Tryk/Jesper Holm
Det er da bare Heidi, der har fået lov at hjælpe til i Surtsey's avlsklasse.
© Maj Tryk/Jesper Holm
10-spand. I solskin havde dette billede - taget fra en ca. 4 meter høj brændestabel - unægtelig set noget anderledes ud!
© Maj Tryk/Heidi Taymyr Holm
Tågen gør så til gengæld, at man ikke kan se, at Jespers plads er lige præcis der, hvor man får jord i hovedet !!
© Maj Tryk/Heidi Taymyr Holm
Jan klapper de dygtige hunde
© Maj Tryk/Heidi Taymyr Holm
... og det gør musher Steven og co-musher Jesper også. De VAR nemlig dygtige hundene
© Maj Tryk/Heidi Taymyr Holm
Nougat i lead - Jesper var imponeret over både Nougat som leaddog og Steven som musher og træner af leaddog.
© Maj Tryk/Heidi Taymyr Holm
Trætte hunde ....
© Maj Tryk/Heidi Taymyr Holm
... og beskidte. Twister er ikke så lidende, som hun ser ud til. Hun tygger bare på et stykke tørret fugl.
© Maj Tryk/Heidi Taymyr Holm
Det samme gør Yepper ....
© Maj Tryk/Heidi Taymyr Holm
... og kan det ses, at det er mor og søn??
© Maj Tryk/Heidi Taymyr Holm
I oktober måned lånte Jesper naboens traktor til at køre grus
© Maj Tryk/Heidi Taymyr Holm
Vi er STADIG ved at lave løbegårde, og selvom der siden da er kommet stolper i en stor del af det, så går det noget trægt.
© Maj Tryk/Heidi Taymyr Holm
Aftenerne er alt for mørke, og når man endelig har en fri week-end, så er stormstyrken nærmest af orkan agtig karakter.
© Maj Tryk/Heidi Taymyr Holm
Men hvis ellers frosten kan holde sig lidt på afstand, så er der håb mellem jul og nytår. Vi skal jo gerne være færdige inden vi skal igang med næste projekt - dels et indendørs, og så noget indhegning af de godt 3800 kvm vi har lejet af brakmarken, der ligger lige udenfor vores have. Det bliver skønt, når det er indhegnet !!! Men lige nu mangler vi altså noget lys og noget tid.
© Maj Tryk/Heidi Taymyr Holm
Man skal aldrig sige aldrig ....Men alligevel er det værd at huske på, at man aldrig skal dømme folk på, hvad andre si'r de mener, men gi' dem en chance for selv at fortælle hvad de mener :-)
Herning by night
Ja, for sådan ender det jo altid på årets sidste DKK udstilling ... det bli'r en natteforestilling!! Og det er uforskammet lang tid hundene derhjemme skal være alene. Men det er én gang om året, og til gengæld sover vi så på sofaen om natten, så vi på en eller anden måde er lidt sammen med dem alligevel ... på trods af, at de altså slet ikke må komme i sofaen.
Der er ikke en Herning udstilling uden dårlig samvittighed, men på den anden side, så er Herning også så speciel, at man gerne vil være der. Og med løbegården fuld af vand, mad og kødben, så tror jeg alligevel nok vores 3 'gamle' alligevel hellere ville være hjemme, end at sidde i bur hele dagen i en hal.
De 3 unge var i Herning - Xanadoo kun som tilskuer. Yepper og Whobee var iført fransk vask og strygning, og klar til sidste danske udstilling anno 2007. Få uger tidligere havde Yeppers søster Yingle hentet et cert i Tyskland, og så var
Yepper li'som bagud. I forhold til Yingle havde han dog alt at vinde, for Yingle var slet ikke meldt til. Ejer Henrik skulle nemlig dømme, og så var den ged barberet. Men det var jo bare i forhold til Yingle, der ikke kunne øge cert-forspringet.Yepper var nærmest kun 5 minutter ude af hvalpeklassen, og med adskillige voksne hanner, så var det ikke lige det jeg gik mest op i. Næh, jeg måtte i stedet skille Jesper og Sanne ad, for de kom IGEN op og slås om hvem der skulle løbe af med årets DKKRV titel. Fister sikrede sig efter Brøndby at være eneste han, der kunne få titlen, og faktisk var det kun datter Whobee, der kunne fravriste ham titlen. Og for at kunne det, skulle Fister slet ikke ha' point, hvorimod Whobee skulle vinde racen.
Ikke helt sandsynligt, men set med mine øjne også helt OK; for Whobee har været stort set pelsløs det sidste halve år, og alligevel var hun klart bedst placerede tæve, og det er slet ikke så ringe endda. Og hvad Sanne og Jesper angår, så 'slåssede' de nu også mest for sjov i deres indbyrdes far-datter forhold.
Tudemariekiks
Allerede inden Whobee gik i ringen, var hendes muligheder elimineret, for Fister blev bedste han, og dermed slog han sin DKKRV titel fast. Men inden Fister blev bedste han, så måtte jeg lige 'nyde' en tudekiks ... eller i hvert fald en ligeved-nærved-og-næsten tudekiks. Yepper fik nemlig sit allerførste CERT, og blev 2. bedste han efter farmand. Jeg ved ikke hvor 'gammel i gårde' man skal være, før det forsvinder (egentlig håber jeg på 'aldrig'), men jeg bli'r sgu stadig så hamrende rørt, når man står med en ung hund, man selv synes er fin, og så dommeren er enig - og ikke bare enig, men kvitterer med at gi' den 5 minutter gamle unghund både CK og CERT. Det trækker sgu lidt mundvand - og vel at mærke af den slags, der sidder lidt nord for den sædvanlige mundvandsbeholder. Tudefjæs !!!!! .... Arj, selvfølgelig tudede jeg da ikke. Men rørt ... DET var jeg i hvert fald.
Whobee blev 2. bedste tæve i en tæt kamp, Fister vandt racen, og så var der alt mulig grund til at gå ud og fejre med lidt indkøb af tøjbamser - i al begrænsethed naturligvis - mig og så Whobee synes Jesper er særdeles mådeholden med tøjbamsebudgettet. På den anden side havde vi ikke traileren med, så måske var det ikke så ringe endda !!! :-). (og som PS ... Whobee fik sin juletøjbamse 1. december, og naturligvis en, der både ku' sige oink oink som sædvanlig, men også med julemelodier i bedste Bjørn & Okay stil. Whobee plejer ikke at ødelægge bamserne, men denne her var åbenbart for julet for hende, for 10 minutter efter hun fik den, havde hun både jagtet de øvrige 5 hunde væk fra den, og så smidt bamseblod over hele gulvet. Ak ja ... det var den jul!! ... den er her dog endnu, men nu uden bamseblod og diverse støjgener!).Med popmusik og mange stjerner på
.... var det tid til de afsluttende konkurrencer, der traditionen tro mundede ud i præsentation af årshundene. Men inden da fik Jesper og jeg fornøjelsen af at kigge på popdullen Jazzy, der er ved at lære Dogdancing. Nøj, de er dygtige - Jazzy og Janni. Det er imponerende. De har fået deres egen billedserie under galleriet - "Dansedullerne".
Fister måtte ikke dømmes i gruppen, for det var medejer dommer Søeborg, der regerede i gruppe 5, og den slags er forbudt ... men heldigvis for det, for det er jo noget rod. Dog fik Fister lov til at løbe ind i gruppen, så publikum kunne se, at der VAR en Siberian Husky, der havde vundet racen. Det var en god måde at gøre det på synes jeg. Gruppen blev iøvrigt vundet af Kareler Bab'n Krølle, der har både charme, selvtillid og lækkert hår. Særdeles velfortjent !! Et par uger senere blev Krølles far Anton iøvrigt Årets Sporhund i SPK, så de kan altså andet end at være pudderkvaster i den familie *stort smil*. Tillykke til Simon og sporfører Heidi - og selvfølgelig de 3 opdrættere Linda, Birgit og Per.
I årskonkurrencerne var noget afgjort, mens andet stadig stod åbent. Nerver på hos nogle, mens andre kunne slappe af. Allerede lørdag blev konkurrencen om Årets Senior afgjort, og afghaneren Syd var klar vinder - Syd is living almost next door to Alice - altså Who The beep Is Alice !!! TILLYKKE til Syd, Marianne, Kirsten og Lars med det fltote resultat!!
Årets hund konkurrencen blev teoretisk først afgjort i BIS-finalen. Aussien Diablo måtte 'nøjes' med BIS2, hvorimod Springer Spaniel blev BIS1. Men i årskonkurrencen endte de to lige omvendt.
Da champagnepropperne var sprunget af, var det tid til at vende snuderne hjemad. Et ophold på Monarch på vejen, og det er faktisk ikke engang løwn .... der griner man meget :-)
Vi har også været til novemberløb - læs mere om det under galleriet "Novemberløb 2007"
Man skal høre meget før ørerne falder af ...
... og ligeså skal man læse meget før øjnene falder ud. Nu har jeg i lang tid troet, at vores flittigt brugte badevægt var i stykker. Nålen har nemlig gennem længere tid været på himmelflugt, og den slags kan jo kun skyldes, at der er noget galt med vægten - altså badevægten !!!!!!!! Men så læser jeg dælme i et dameblad - ja, det må ha' været hos frisøren, for den slags skilter man jo ikke med at købe selv!! - at der er en helt anden forklaring. Kaloriebehovet falder cirka EN procent årligt
i den voksne alder. Som 50-årig har man kun behov for 75% af de kalorier, man fik som 25-årig. Og det er under forudsætning af, at man bevæger sig som man gjorde som 25-årig. Det er nok de færreste, der gør det. Jeg var hundeejer på 4. sal, da jeg var i midten af 20-erne, og det gi'r jo i sig selv en høj aktivitet. Idag bestiger jeg første sal, når jeg skal i seng !!!Det var sgu skræmmende læsning, og det kan da nok være, at løbeskoene blev fundet frem igen. Det er efter sigende så sundt at løbe, og når nu ikke morgengymnastikken virker ...... !!!! Men kald det bare sundt én gang til. Det kan gøre rigtig n'avs at være lidt af en motionsfreak .... eller .... bare freak ! En eftermiddag havde jeg iført mig gamacherne, jeg løber i. Udenpå dem ifører jeg mig et par tynde, løstsiddende, vindtætte nylon'er. Der er noget med proportionerne på min 'kummefryser' og bundgarnspælene, der gi'r en ærgerlig figur, hvis jeg nøjes med de tætsiddende gamacher. Få sekunder efter jeg havde fået de tynde nylon'er på, gjorde det bare noget så n'avs på mit lår, at jeg i et hæsblæsende tempo fik hevet både inder- og yderbuks af igen. AV AV AV !!! Jesper troede bare det var en lille dims af en art, der lige havde prikket til mit lår, men kiggede alligevel begge sæt 'bøjser' efter. Og tænk engang ... det var ingen lille dims. Det var en KÆMPE bi, der sad på indersiden af nylon'erne - formentlig en dronning, for mindre kan jo ikke gøre det !!!! Den var ikke indstillet på en løbetur, og valgte derfor at smække bagperronen ned i mit lår. Hold da fest, hvor gør den slags ondt. Det varede længe før det gik over - længe efter biens aske var 'fordampet' i brændeovnen. Og da det holdt op med at gøre ondt, startede kløen. Den har jeg haft fornøjelsen af længe, på det hævede røde område på mit lår. Bistik i november måned !!!!! .... og jeg, der vistnok ikke er blevet stukket af en bi i børnehaven, hvor jeg fik et halvt løg på.
Så det er ikke helt uden livet som indsats, når man ifører sig løbetøj !!
Nogen er højere end andre, men det kan de jo ikke gøre for !!!
Og når vi taler om at løbe ....
... så var det aftalt, da vi løb ind i Steven og Jan en søndag i november måned. Jesper slog pjalterne - eller i hvert fald skaglerne - sammen med Steven, og drog ud på skovstierne iført 10-spand. Det var nemlig Je
spers - og Stevens - første tur med 10-spand. De havde for længe siden talt om, at det kunne være sjovt at 'blande' spand og det gjorde de så den 18. november. Jeg skal ikke sige mig fri for, at vi alle 4 havde lidt sommerfulge i maven - måske mest af alt Jan og jeg, der jo var 'dem de andre ikke ville lege med', og derfor ikke havde nogen indflydelse på turen. Det blev da også til et par formaninger om, at de skulle passe godt på 'mine' 4 slowsiberians (de 3 små og Twister), når de nu skulle ud på tur med Steven og Jans hurtigløbere. Jan fik mig relativt beroliget, så mens de 3 spændte hundene for vognen, sadlede jeg jernhesten og kørte i ensom majestæt (ejer af 6 slædehunde, og alligevel på egen hånd på pedalerne .... eller egen fod!) ud på ruten iført mit kamera. Desværre var det den dag så tåget, at det næsten var umuligt at tage billeder af et 10-spand. Med lidt held, så havde det været muligt at fotografere en velo med én hund, men et 10-spand var for langt til at nå ud af tågen. Derfor blev det ikke revolutionerende fantastiske billede
r af en ellers fantastisk oplevelse. Men man kan jo ikke vinde hver gang, og de 12 - Steven, Jesper og hunde - må gøre det om igen en dag, hvor vejret egner sig bedre.Turen gik over al forventning, og der var ingen slowsiberians, der blev slæbt til poteskader eller lignende. Både hunde, musher og siddende co-musher havde en forrygende tur. Men på trods af min begyndende nervøsitet, så kender jeg jo også Steven og Jans forhold til deres hunde, ellers havde jeg smækket bremserne i. De er meget søde ved deres hunde, og tager altid hensyn til dem. Der er ikke noget med, at tider er vigtigere end hundenes ve og vel, så med både Steven og Jesper på vognen, så var der egentlig heller ikke noget at være nervøs for.
Tak for en god tur på Jespers og hundes vegne, og generelt bare tak for godt selskab - som altid !!!
Men sidde på din røv og
Jeg har åbenbart fået smag for tudekiks (ja, lidt kongelig har man da lov at være - en vis HKH'er har jo også fået smag for den tørre spise efter han er blevet 'voksen'). Den 25. november var Jesper og jeg i Idrættens Hus, da STH (www.servicehunde.dk) holdt den årlige graduation, hvor en flok nye servicehundebrugere officielt får overdraget 'deres' servicehunde.
En sal propfuld af mennesker, var inviteret til at overvære seancen med efterfølgende buffet. Efter en velkomst, og tak til diverse sponsorer og frivillige, blev der vist et slideshow (eller sideslow, som man kalder det på klingende hvidgløggsk svensk) fra året der gik. Glimt fra Dog-A-Thon, diverse optrædender rundt omkring, og så ellers præsentation af hver enkelt
servicehundebruger, med hver enkelt hund. En masse rørende billeder fra 3 ugers intens team-training, og så kan det nok være jeg tød. Der i mørket prøver man jo at være lidt diskret, og jeg troede faktisk, at det lykkedes at tørre kinderne af utallige gange i ubemærkethed. Men Anina, der sad ved siden af mig, havde luret mig. Efter første slideshow var det så tid til at hundenes sponsorer eller opdrættere officielt overrakte hundene til deres nye brugere. Da Buster blev overrakt til Julie, SÅ var den gal med tudekiksene igen. Julie er nemlig ikke ny servicehundebruger, men har før haft en servicehund. Den blev desværre kørt over af et tog - et hændeligt uheld, som ingen var skyld i - og Julie var naturligvis utrøstelig. Da STH's cheftræner præsenterede Julie, måtte hun naturligvis fortælle Julies historie, hvilket i sig selv var nok til at trække tårer. Men da Julie - naturligt nok - vrælede, så vrælede jeg også, og mens jeg skriver dette her, så vræler jeg næsten igen.
Men intet er jo heldigvis så skidt, at det ikke er godt for noget. For nu har Julie Buster, og Buster er ikke bare verdens største Golden Retriever - han er også en af de sødeste. Jeg så Buster første gang i maj måned i Århus, og har set ham mange siden. Han er bare noget helt specielt. Så når det nu engang skulle være, at Julie manglede en servicehund, så har
hun været rigtig heldig at det blev Buster. Lige så heldig som Buster, der nu har Julie.Hver især af servicehundebrugerne er heldige, for de er nøje matchet med deres nye hjælpere, og hundene yder dem kæmpe hjælp i hverdagen. Men udover Julie, så synes jeg også at Lene var specielt heldig, for hun har nemlig fået prinsesse Dina hjem og bo. Dina lærte jeg at kende til optagelserne til DKK's film "Kender du en hund", og Dina kan man ikke lade være med at holde af.
Kan man få svømmehud under øjnene?
Da overdragelsen af hundene var færdig, var det tid til buffet. Nåe ja, det var vi da i hvert fald nogen der troede, men vi kunne lige præcis få lov at tro om igen. De 5 servicehundebrugere (eller 4 servicehundebrugere og 1 socialhundebruger hvis det skal være helt korrekt) var nemlig så taknemmelige for deres hunde, og de sidste 3-4 ugers teamtraining, at de havde lavet tale og købt gaver til både cheftræner Christensen samt alle medhjælperne.
Da det så var overstået, SÅ var det tid til buffet .... troede vi. Men arj ... heller ikke denne gang. For en af STH's hovedkræfter havde nemlig 10 års jubilæum, og både nye og 'gamle' servicehundebrugere havde lavet et fantastisk slideshow og en sang, og så tudede jeg igen !!!! Ih guder .... Det kan man da kalde for en festdag !!!!
Derefter var Idrættens Hus totalt tømt for alt hvad der bare mindede om kleenex, for jeg var ikke forsamlingens eneste tudefjæs. Og så var det jo perfekt vi havde vores bukseben at tørre frikadellefingrene af i !!!
Vi vandt iøvrigt ikke en dyt i lotteriet - selvom jeg havde kastet min kærlighed på flere af præmierne. Vi nåede nemlig slet ikke at købe lodder før de var udsolgt.
Når man iøvrigt lige taler om svømmehud, så er det nu heller ikke skidt at ha' mellem tæerne i Idrættens Hus, for der er vand i gulvet. Jamen det er sgu rigtigt. Det ser rigtig nydeligt ud - når man først får øje på det. Det var der flere - heldigvis ekskl. undertegnede - der først gjorde for sent.
Jeg kan tælle til 6
Nu skal det hele jo ikke dreje sig om tudekiks, og herhjemme er de faktisk lagt på hylden. Det har godt nok taget lang tid atvænne sig til ikke at tælle til 7, når hundene skulle ind. Selvom Pepsi var den mindste hund jeg har haft (altså siden Jossie - min barndoms pudel/sætter blanding), så fyldte hun mere end man lige umiddelbart regnede med. Jeg synes godt nok hun har manglet, og det har taget lang tid at vænne sig til. Men nu kan jeg faktisk se billeder af hende, uden at få tårer i øjnene. Mon ikke klumpen i halsen så også forsvinder inden længe?
Noget der forsvinder inden længe er julen - så vi må hellere huske at nyde den, mens den er her. Adventskransene får virkelig deres berettigelse, når vi tænder lysene i dem, mens regn og storm pisker forbi vinduerne. Jeg glæder mig til vi får noget andet vejr. Sommer, vinter eller forår - det kommer sig ikke så nøje. Men det her kolde, blæsende og våde vejr .... DET er altså ikke vejr for sådan nogle som mig !!!
Men hvorfor tale om vejret
Det kan man jo alligevel ikke ændre på. Desværre kan man heller ikke altid ændre på folks måde at have hund på. På vores tur med hundene 1. søndag i advent, mødte vi en lille dreng med en pinscher-agtig hund af noget østrisk slags. Det er den slags man ikke har lyst til at møde, når man kommer med et 6-hundespand. Det er jo desværre ikke altid børn har helt styr på hundene, og lige præcis denne hundetype kan godt være en type, der liiiiige synes den skal fortælle forbipasserende hundespand, at de kan få nogen på lampen, hvis det skulle være. Jesper stoppede spandet, jeg gik ud og holdt hundene, mens vi pænt, stille og roligt bad drengen om at trække ind til siden, når han passerede. Det gjorde han, og selvom hans pinscher-agtige hund lige skulle blære sig lidt, så styrede han den faktisk godt, og der var ingen dramatik.
Da han var forbi, opdagede vi at resten af familien - mor, far og en søster (gætter vi på!), kom gående med en cocker spaniel. Hundene var ved at være lidt utålmodige, men ikke mere end at vi lige skulle ha' dem forbi også. Der er jo ingen grund til at risikere, at sådan en familie får en dårlig søndag ud af mødet med et slædehundespand. De var stadig et stykke væk, og der var ikke et eneste k
nur at høre, da vi begge ser manden gi' sig til at slå cockeren I HOVEDET. Den fik simpelthen nogle bogstavelige drag over nakken. Både Jesper og jeg råbte til manden "Arj, hold da op med at slå den". Manden svarede, at "det er vel bedre, end at den farer i hovedet på jeres hunde". Øh, det er jo to svære valg, man der bliver stillet overfor, men nu så vi altså aldrig cockeren så meget som antyde, at den havde lyst til at fare i hovedet på nogen som helst. Vi svarede bare, at det måske ikke var den rette måde at gøre tingene på, men så vågnede hans kone. Lettere ophidset - for angreb er det bedste forsvar!!! - svarede hun, at hvad så med vores hunde. Hun havde da flere gange set hundespand, hvor hundene nærmest løb, så blodet sprang !!!! OK, det har så nok lige været en dag, hvor vi har været i skoven, for vi har dog aldrig set nogen køre spand rundt, der blev pacet så meget, at blodet sprang fra samtlige hunde. Med 6 meget utålmodige hunde foran vognen, var der ikke andet at gøre end at svare, at "Nå, men det har i hvert fald ikke været VORES hunde", og så køre videre. Man havde jo ellers mest lyst til, at vinge begge forældre en på ægget. Hvis man måtte bande på skrift, havde jeg nær sagt, at hvad fanden er det for en måde at opføre sig på. Dels overfor sin hund - det er mange år siden, man fandt ud af, at det med at banke hunde ikke er den rette opdragelsesmetode, dels overfor sine børn, der i værste fald, tror den slags er helt normal fremgangsmåde, og lærer at opføre sig lige sådan i deres voksne liv.
Men egentlig ved jeg ikke hvad der var det mest skræmmende .... at manden bankede sin hund, eller at konen åbenbart har fået det indtryk, at de slædehundespand, der kører i skoven kun har ambitioner for øje, og derved pacer hundene så meget, at det nærmest virker som blodkørsel. Jeg vil håbe det er et indtryk de har fået, fordi de har set for meget TV eller hvad ved jeg, og ikke et indtryk, de rent faktisk har fået ved at møde diverse spand i skoven.
Senere på dagen var der en eller anden, i en diskussion, der faktisk drejede sig om noget helt andet - nemlig bilkaos i København - fortalte mig - næsten så direkte, som man kan - at det er en forkvaklet indstilling vi har til hunde. Hunde er bare hunde, og skal ikke behandles som noget andet ... sådan i korte træk. Ja, det kan godt være vi har det, og vi må jo hver især også mene hvad vi vil. Heldigvis omgiver vi os for det meste med folk, der har et lige så 'forkvaklet' syn på hundehold, og det er nok meget godt, hvis andre synes vi er alt for mærkelige. Men om det er forkvaklet eller ej, så vil jeg hellere ha' mit syn på hunde, en være sådan en, der står ude i skoven og banker min hund. Og så ka' ikke-hundefolk jo 'take it or leave it'. Hundefolk er i bund og grund såmænd nok ikke mere mærkelige end andre folk. Vores 'mærkelighed' er mere synlig, og gør det derved nemmere for folk at glemme at gribe i egen barm og tro, at bare fordi de ikke bruger al deres fritid på 6 slædehunde, så er de ikke mærkelige. Keep on dreaming !!!
... og så er der vist bare tilbage at ønske alle mærkelige hundefolk, og de, der også er mærkelige men bare ikke har hund en rigtig fornøjelig jul og et skudsikkert nytår.
Hov ... hvad er nu det for noget, der foregår i Herning?
© Maj Tryk/Jesper Holm
Det er da bare Heidi, der har fået lov at hjælpe til i Surtsey's avlsklasse.
© Maj Tryk/Jesper Holm
10-spand. I solskin havde dette billede - taget fra en ca. 4 meter høj brændestabel - unægtelig set noget anderledes ud!
© Maj Tryk/Heidi Taymyr Holm
Tågen gør så til gengæld, at man ikke kan se, at Jespers plads er lige præcis der, hvor man får jord i hovedet !!
© Maj Tryk/Heidi Taymyr Holm
Jan klapper de dygtige hunde
© Maj Tryk/Heidi Taymyr Holm
... og det gør musher Steven og co-musher Jesper også. De VAR nemlig dygtige hundene
© Maj Tryk/Heidi Taymyr Holm
Nougat i lead - Jesper var imponeret over både Nougat som leaddog og Steven som musher og træner af leaddog.
© Maj Tryk/Heidi Taymyr Holm
Trætte hunde ....
© Maj Tryk/Heidi Taymyr Holm
... og beskidte. Twister er ikke så lidende, som hun ser ud til. Hun tygger bare på et stykke tørret fugl.
© Maj Tryk/Heidi Taymyr Holm
Det samme gør Yepper ....
© Maj Tryk/Heidi Taymyr Holm
... og kan det ses, at det er mor og søn??
© Maj Tryk/Heidi Taymyr Holm
I oktober måned lånte Jesper naboens traktor til at køre grus
© Maj Tryk/Heidi Taymyr Holm
Vi er STADIG ved at lave løbegårde, og selvom der siden da er kommet stolper i en stor del af det, så går det noget trægt.
© Maj Tryk/Heidi Taymyr Holm
Aftenerne er alt for mørke, og når man endelig har en fri week-end, så er stormstyrken nærmest af orkan agtig karakter.
© Maj Tryk/Heidi Taymyr Holm
Men hvis ellers frosten kan holde sig lidt på afstand, så er der håb mellem jul og nytår. Vi skal jo gerne være færdige inden vi skal igang med næste projekt - dels et indendørs, og så noget indhegning af de godt 3800 kvm vi har lejet af brakmarken, der ligger lige udenfor vores have. Det bliver skønt, når det er indhegnet !!! Men lige nu mangler vi altså noget lys og noget tid.
© Maj Tryk/Heidi Taymyr Holm