Hjem • Nyt • Racen • Hunde • Hay je Ho • Taymyr • Hvalpe • Galleri • Links • Kontakt

Ugerapport • 11. november 2006 • Foto: Maj Tryk mfl. © Tekst: Heidi

---

Herning
Herning bliver aldrig det samme igen som i 2005 ... hverken ligeved, nærved eller næsten. Men når det er sagt, så var Herning 2006 slet ikke så ringe endda.

Der var 12 tilmeldte Siberians, og en af dem viste sig at være Wendy (Taymyrs Wish Called Wanda). Jesper har ikke set Wendy og familien Falkenberg siden de kørte fra Petershøjvej i januar måned. Jeg selv havde jo fornøjelsen i Tivoli Friheden i maj måned.

For Wendy var det stort med sådan en larmende hal, men vi skulle på meget sent, så der var heldigvis masser af tid til at vænne sig til det. Wendy bliver trænet i DKKs lokalkreds Viby J., og træner Gitte Mejsen kom forbi og heppede. Jeg ved ikke hvem der egentlig fortjener rosen (Frank si'r selv, at det i hvert fald IKKE er ham *GRIN*), men Wendy var rigtig godt trænet, så det var en hel fornøjelse at se på. Da hende og Whobee var i ringen havde jeg selv lige været inde med Twister, og det er svært at tage gode billeder med en hund i den ene hånd, og en puls, der forsøger at overleve adskillige runder i en pænt stor ring. Men billeder blev der da !!

Det var kæmpe hyggeligt igen at møde Wendy og familien Falkenberg, og vi håber at se jer på en udendørs udstilling i løbet af 2007 !!

Twisted Fister
Så vidt jeg husker har jeg ikke før udstillet under norske Christen Lang. Han er en meget behagelig dommer. Det gik ret stærkt med bedømmelserne, men på intet tidspunkt blev der jappet noget igennem. Han var sød, interesseret og smilende .... ja, og så gjorde det jo ikke sagen værre, at han havde utrolig mange rosende ord tilovers for kvaliteten på danske Siberians.

Championklasse tæver bestod af 5 champions, og Twister vandt. Senere blev hun bedste tæve og fik endnu et dansk cacib .... desværre følger cacibet jo ikke dommerens nationalitet - vi ku' ellers godt ha' brugt et udenlandsk, for så var Twister blevet INTCH inden hvalpene forhåbentlig ankommer :-) Whobee blev 4. bedste tæve, og fik derved sit 2. danske cert.

Fister blev bedste han, og han slog også Twister i BIR/BIM. Jeg kunne fortælle dommeren at netop de to hunde faktisk ventede hvalpe, hvortil han grinende svarede, at SÅ måtte han da bestille en hvalp :-).

I de afsluttende konkurrencer vandt Smilla BIS Veteran. Det ku' Fister jo ikke rigtig leve op til - hans alder taget i betragtning, men til gengæld vandt han gruppen. Det var bestemt også fuldt fortjent. Han så kæmpe fin ud. Fister har jo ikke altid været den mest vågne hund at se på, men efter at ha' sovet i 4-5 år, er han bestemt vågnet op til dåd, og leverer 'varen'. Det er en fornøjelse at kigge på. Knap så fornøjeligt, at mit lidt stramme program ikke indeholdt endnu en dag i Herning, men jeg ville på den anden side heller ikke misse Fisters entré i BIS søndag, og så var det jo en belejlig undskyldning for at få set de afsluttende konkurrencer.

Pointbreak Lone vandt gruppe 8, og så var vi to fra Petershøjvej, der skulle til Herning søndag. På hjemturens Monarch besøg fandt Starworker Helle ud af, at hun egentlig hellere ville følges med Lone og jeg søndag, i stedet for - som oprindeligt planlagt - med Ayoe og Janni. De to skulle nemlig køre fra Fyn allerede klokken 8 ... de skulle nå til Herning og shoppe inden store ring startede !!!! Ja, de rige har mange glæder :-)

Søndag formiddag fandt Jesper ud af, at han da også gerne ville med til Herning, og da vi ved 12-tiden samlede Helle op i Slagelse, var Lones bil klar med kurs mod Herning.

Den sjette sans
Om man tror på mere mellem himmel og jord eller ej, så er det et faktum, at den sjette sans reddede vores liv søndag på vej mod Herning.

På landevejen mod Herning var Jesper chauffør, og jeg sad på forsædet ved siden af - med ryggen mod kørselsretningen fordi vi 3 sad og hønsesnakkede. Pludselig bremsede Jesper farten meget kraftigt, og jeg vendte mig om for at se hvad der skete ..... men ingenting så jeg. Bortset fra de modkørende biler, så var der intet at se. Jeg kan ikke huske om jeg nåede at spørge Jesper hvad i alverden han lavede, men jeg nåede i hvert fald at tænke om han havde set et dyr et sted siden han bremsede så kraftigt. Mens jeg sad der og lignede et spørgsmålstegn dukkede pludselig endnu en modkørende bil rundt i et sving ... I VORES SIDE AF VEJEN !!!! Et par lygter styrede direkte mod os, og det var kun fordi Jesper havde bremset så kraftigt ned, at vi nåede ud i rabatten inden bilen var lige der, hvor vi sekunder før havde været. Damen i bilen bagved - som vi heldigvis lige havde overhalet - nåede det også, fordi hun var tvunget ned i fart, da Jesper bremsede. DET VAR FA'ME UHYGGELIGT DU !
Skræmmende at se en bil køre direkte imod uden noget som helst tegn på at sætte farten ned eller trække ind til siden. Den tonsede bare afsted. Jesper ku' ikke gi' nogen forklaring udover at han fornemmede at et eller andet var galt. Før nedbremsningen kørte vi omkring 110 km/t, og den modkørende selvmordskandidat kørte formentlig noget stærkere. Hvis først Jesper havde sat farten ned, da bilen kom til syne rundt i svinget, ville det ha' betydet frontalt sammenstød, og så havde der ikke været meget tilbage af os .... slet ikke af Jesper og jeg foran, men med den fart næppe heller af Lone og Helle bagi.

Der findes altså mere mellem himmel og jord ... om man vil det eller ej. Og vi er nogle stykker, der er meget taknemmelige for det uforklarlige noget, der holdt hånden over os.

En naturlig forklaring ....
ku' jeg nu heller ikke finde på hvorfor Fister ikke blev placeret i BIS, for han var da helt uden sammenligning feltets fineste *stort smil*. Til gengæld er der jo en naturlig forklaring på hvorfor jeg synes det, for "enhver so synes bedst om sine egne grise".

Efter BIS'sen var det tid til kåring af årets hunde og her var U.f.o. med, da Katrine blev kåret som Årets Juniorhandler. Der var ikke mange mennesker tilbage til den del af 'festen', og væsentligt tidligere end sædvanligt i Herning kunne vi drage retur til Sjælland efter en lang og indholdsrig week-end. Hjem til den dårlige samvittighed over alt det vi ikke nåede !!!

Tour de Polen
Mens trætheden ovenpå Herning stadig sad i kroppen, var det tid til at vende snuderne mod Polen - til Verdensudstillingen.

Tirsdag eftermiddag blev Stufee afleveret hos Jespers forældre, mens Peek-a-boo og Pepsi blev kørt til Karins Hundepension. Tirsdag aften kom Sanne og hentede Xanadoo, og så var det tid til at pakke sydfrugterne.

Vi skulle hjemmefra 05.00 onsdag morgen, og vi lagde ud med panik allerede fra starten af. Mit mavebælte med diverse hundesnore i var pist-borte. Vi ledte højt og lavt, og var ca. 15 min. forsinkede, da Jesper fandt ud af, at det var røget ned i kassen med skagler osv., som i dagens anledning var taget ud af bilen og stillet i garagen.

Nå, men vi havde budgetteret med lidt forsinkelse, og kunne sagtens nå det trods de manglende 15 min. Efter 5 minutters kørsel sagde Jesper "Vi har da husket mine sko ikk'?" .... SKO ???? ... ØH ..... Ind til siden og rode det hele igennem .... ikke skyggen af sko i Jespers størrelse. Uvending og retur til Petershøjvej. Skoene blev hentet, og så var vi altså yderligere 15 min. bagud.

Heldigvis gik turen uden yderligere problemer, og vi nåede frem til Gedser i god fart.

Brobizter
Ved færgelejet var der kun én mandsopdækket bane åben, hvilket gav en betragtelig kø. Men pyt da med det .... vi havde jo brobizz, så vi kørte direkte til en tom brobizz-bane. Vi ku' nemt fornemme misundelsen, da vi derved kørte forbi Linda og Kim, Birgit og Per, Heidi og Simon, Anders og Heidi osv. osv. osv. og over i den tomme bane. Det var så de samme mennesker, der sad og grinede stort, da vi måtte bakke ud af banen og køre om bag den lange kø, fordi vi ikke ku' få skidtet til at virke :(

Mens vi holdt der, kom der endnu en bil med brobizz, og denne gang virkede. Det fik Jesper til at ville prøve igen, og mens han gelejdede bilen ud af køen sad jeg og brokkede mig lidt .... "DET GØR DU ALTSÅ IKKE!!!" ... jeg syntes bare det var SÅ mega pinligt at skulle køre derover, og så måske gi' op igen, og endnu engang mænge os med pøblen .... til sikkert endnu større morskab for alle hundevennerne.

Men heldigvis virkede skidtet, og æren var reddet. Først ombord, og så ku' vi stå og vente i restauranten i en menneskealder på de andre, så hvor sjovt er det nu lige det er at ha' brobizz. Nå, men mere panik allerede på færgen, for Anders ku' konstatere, at Polen tilsyneladende ikke var opfundet, da han og Heidi anskaffede sig GPS'en. Ja, hvor smart er det så lige sådan en fætter er. Vi andre havde benyttet fattigrøvs GPS'en og havde printet diverse kort og fortegnelser ud, og vidste derfor godt hvilken retning, der førte til Polen.

Maskemekanisk tingeltangel
Vi er jo ikke så erfarne udi det med udlandsture mere, så en helt ny verden åbnede sig for os, da vi blev introduceret for Walkien. Det er åbenbart blevet et helt nyt fænomen at man har sådan en i sin bil, og smart må man sige det er. Kim og Linda havde heldigvis et par ekstra med, så vi blev udstyret med et eksemplar. DET' skide smart Egon. Man kan nemt kommunikere uden at bruge oceaner af penge på mobilsnak.

Til trods for, at Anders og Heidi og de to biler de fulgtes med, var langt foran os - vi andre skulle liiiiige ind i Border Shoppen på vejen - ledte en GPS i en af de andre biler dem af motorvejen, og pludselig var de noget bagefter os. Over Walkien gav det i vores lille cortege anledning til 'Alle børnene' vittigheder, hvor en eller anden opfandt "Alle børnene skulle til Polen - undtagen Heidi og Anders ... de skulle til Randers". Mens vi så sad der og var vittige endte de alligevel med - mange timer senere - at komme på hotellet en del tid før os andre. Så måske er de dersens GPS'er slet ikke så dumme endda. Man skal bare sørge for at få en, der både kender Polen og Randers ... så går det ikke helt galt.

Polske køer !!
Ved rastepladsen Linumer Bruck stødte Gitte, Kim og Henriette til, og så var vi 5 biler i cortegen. Jeg fik vist nappet en lur undervejs, for pludselig var vi tæt på den polske grænse. På vej til grænseovergangen ku' vi i den grad glæde os over ikke at køre i lastbil, for vi passerede en 5 km lang lastbilkø, før vi ku' få lov at vise vores rødbedefarvede, og køre ind på Polsk grund. Sultne som bare pokker var vi enige om at stoppe ved første tank. Som sagt så gjort, og sulten fortog sig omgående, da vi så stedet. Uha, det var primitivt, beskidt og absolut ikke lækkert. Sultedøden forekom pludselig særdeles attraktiv !!! Vi nøjedes med at tisse (og det ER altså nemmere for mænd at stå op og tisse end det er for kvinder !!) og tanke, og så kørte vi videre, for så ku' vi da bare spise om nogle km. Det ku' vi strengt taget også, men vi nåede kun at se en enkelt glædespige i vejkanten (yeah right .... hun så sandelig da også glad ud !!!!!) før vi mødte KØEN !!!! Den kørte vi så i nogle timer med en gennemsnitshastighed på ca. 9,8 km/t. Så er det pludselig berettiget, at 'nogen' skal tisse for hver 5 km :-).

Tisse- og spisepauser blev der nu ikke noget af under køkørslen. Det var bare om at holde pladsen, for sandsynligheden for at komme ud igen, var lig meget lille.

Men alting har en ende, og efter nogle timer, kom vi forbi det vejarbejde, der lavede ravage på den lille hovedvej, og vi ku' sætte farten op. Når man kører gennem Polen kan man godt se, at alle håndværkerne har travlt med at agere billig arbejdskraft i bl.a. Danmark, for der er godt nok ikke meget, der bliver udført dernede. Man ser på vejen meget slum og særdeles primitive boligformer. Man kan jo på den positive side sige, at når man ikke har tag på sit hus, så bli'r det heller ikke utæt. Vi var imponerede over det enorme antal barer, der befandt sig langs hovedvejen, men fandt senere ud af, at BAR på polsk er et spisested. Jeg er nu godt nok ret sikker på at 'Night Club' betyder 'Night Club', og dem var der også en del af.

Det var ikke kun slum og elendigheder vi så. Kort tid efter køens slutning, kom vi forbi en masse vejboder, der solgte .... ja, havenisser !!! Og de var da ganske ... hm .... nåe ja, der var i hvert fald mange af dem. Havenisser, hollandsk inspirerede vindmøller i mandshøjde, rensdyr og diverse andre slags dårlig smag. Der var en del af den slags boder, og man kan undre sig over hvem i alverden der køber den slags. Ikke at de egentlig passer til nogen som helst have, men måske endnu dårligere til en slumhave, til et hus uden tag, og med brædder for vinduerne !!! Men sådan er der jo så meget.

Heidi - der ikke selv mente at ku' finde plads til sådan en finurlighed i egen have - mente nok at hendes mor ville blive ellevild over et sådant polsk arrangement. Det tror jeg bestemt også min egen mor vil .... men næppe ellevild af GLÆDE !!!

Som Poznan nærmede sig, blev der også mere 'vestligt' at se på. Og så kørte vi sørme i kø igen. Møghamrende sultne - og 'nogen' formentlig tissetrængende - var det ikke såååå fedt endda, da vi kørte den forkerte vej i Poznan. Men vi fandt hotellet - guided af Anders, der havde droppet Randers og havde fundet den hurtige smutvej til Poznan.

Skal jeg vinge dig en på ægget?
Vi kunne heldigvis parkere på en plads med døgnvagt. Man har jo ligesom prøvet at få sin bil fjernet før, og det var ikke engang i Polen.

Hotellet var stort, flot og meget luxuriøst. I foyer'en havde den polske kennelklub sin velkomstkomitée til de ankomne dommere, og der var ret mange mennsker, da vi ankom med hundene. Twister er den type hund, der godt kan li' at spille smart over for 'nye ansigter', og hun kan altid en masse morsomme lyde, når hun møde en fremmed tæve. Men det bli'r altid ved de morsomme lyde, og hun bli'r aldrig rigtig gal ... det mest vrede man ser hos Twister er, når hun og søster Lamse møder hinanden. Så er der indianerhår og haler oppe mellem ørerne. Men når man så slipper dem løs i samme have, så går glansen af gertrud, og der er ingen problemer. Jeg har aldrig set Twister sådan rigtig fnysende arrig. Det fik jeg set på hotellet i Poznan. I foyer'en med bunkevis af mennesker flippede hun helt ud over en anden hund. Hun knurrede og var bare så vred, som jeg ikke har set hende før. Hun var lige klar til at vinge den 'dumme kælling' en på ægget - den skulle altså bare ned med nakken. Ak ja ... stakkels Twister. Hun blev bare SÅ meget til grin blandt alle 'tilskuerne' .... den 'dumme kælling' hun blev SÅ vred på stod nemlig i et spejlbillede i et af foyerens mange gulv-til-loft spejle.
Den voldsomme vrede fortog sig hen ad vejen, men hun blev aldrig gode venner med det spejlbillede. Hver gang vi passerede var det på stylteben og med rejste børster. Det er jo et kendt begreb i menneskeverdenen, at når en kvinde føler sig truet over en anden kvindes fortrin, så kommer kællingen virkelig til live. Måske var det lige præcis det, der gik galt for Twister :-)

Service ... er det ikke bare noget man spiser med?
Ca. to timer efter ankomst kunne vi endelig sætte os til rette ved et 15 personers stort bord - mere end klar til at indtage noget særdeles tiltrængt mad. Det var bestemt ikke noget billigt hotel, og så forventer man jo en vis kvalitet af servicen. Men tjeneren startede ud med at se noget så møgsur og tvær ud over at vi var så mange. Om vi virkelig skulle ha' noget forskelligt ??? Ja, det havde vi da tænkt os. Nå, men det var så også i orden. Vi skulle bare ikke forvente at få delt regningen op, for så ku' han jo stå til klokken et om natten og lave regninger. Det hjalp ikke møjt, at vi fortalte ham, at de fleste var par, så det var altså kun halvt så mange regninger. Til gengæld var han positiv overfor vores forslag om at vi så bare ku' få det sat på værelsesnummeret. MEN .... ikke på hvert vores. Næh, den samlede regning på ét værelsesnummer. Det kostede noget overtalelse at få manden til at acceptere, at vi altså gerne ville betale parvis og ikke i samlet flok. Men det lykkedes .... gad vide om han var blevet lige så sur, hvis vi havde sat os parvis ved 7-8 forskellige borde. Linda og Kim var de første til at bestille, og Kim gav den sure tjener deres værelsesnummer. Da han havde skrevet bestillingen ned, kom Kim i tanke om at det sidste ciffer var forkert, og bad tjeneren om at rette nummeret. Den ubehøvlede tjener rettede nummeret, mens han stod og rystede på hovedet af Kim. Det kan nok være, at både Jane og Per var lige ved at fare totalt i flint over den fuldstændig uacceptable opførsel. Havde vi ikke været så sultne, så tror jeg nok vi havde rejst os og fundet et andet spisested. Man forstod godt hvorfor deres knive var så tilpas sløve i skæret, at de ikke - uanset hvor stor ildhu man brugte - ku' ha' endt i låret på tjeneren.

Min forret smagte fortrinligt, men jeg holdt igen med brødet, for jeg skulle ha' plads til hovedretten, hvor jeg havde bestilt and. Det fik jeg så - og fik i den forbindelse stiftet bekendskab med knödel. Det er noget brød-kartoffel noget, der er formet til store runde kugler, og kogt. DET er bare ikke noget for mig. Det smager mere af brød end af kartoffel, og det passer sig efter min mening slet ikke til and. Ja, faktisk vil jeg vove den påstand, at det slet ikke passer til noget som helst .... det skulle da lige være til en polsk havenisse !!!

Nå, men vi blev da mætte, og så var det sørme sengetid. Vores seng var heldigvis så kæmpestor, at jeg sagtens kunne komme i seng selvom Jesper og de to tøser lå og slængede sig i dyb koma - allerede ca. 3 sekunder efter vi kom op på værelset!

Parkering på polsk
Vi var alle enige om, at vi lod bilerne stå på hotellet, og så gik de ca. 600 meter med ting og hunde fra hotellet til udstillingen. Der plejer at være et gigantisk kaos både ved indgang og parkering til en verdensudstilling, og når man så er i Polen, så venter man det værste. På oversigtskortet så det ud som om at nærmeste parkering alligevel også lå 4-500 meter væk - bare i modsat retning. Der VAR mange biler, mennesker og hunde, da vi ankom til udstillingsområdet, men kaos var der faktisk ikke rigtig noget af. Jesper og jeg skulle være i en hal længst væk fra indgangen, og vi erfarede, at der stadig var masser af p-pladser lige ud for vores hal.

Polakkerne havde gjort det så smart, at der ikke var dyrlægekontrol ved et par enkelte indgange. Der er normalt det, der giver kaos. De havde simpelthen udstyret hver enkelt hal med en dyrlægekontrol, så det gik simpelthen smertefrit. Vores hal var kæmpe stor med 4 ringe til Siberians og 2 ringe til Alaskan Malamutes. Masser af plads, men en utrolig dårlig akustik, og derved masser af larm. Ringene var fine store, og der var et bredt grønt gulvtæppe hele vejen rundt, der var tapet grundigt fast i gulvet. Dommer og ringpersonale havde plads inde midt i ringen, hvilket jo var temmelig smart, for der var ikke tæppe på, så der skulle hundene ikke til alligevel.

Der var Siberians allevegne, men stadig god plads, da vi ankom lidt over 7. Der var nemlig indgang allerede fra klokken 7, og det gav virkelig også mulighed for at undgå flaskehalsene man normalt ser. Vores to ringe var bagerst i hallen, og der fandt vi et godt hjørne. Det modsatte hjørne var besat af nogle, der havde medbragt blower, og da vi opdagede at vi også havde stikkontakter i vores 'afdeling', blev vi enige om, at Jesper skulle løbe tilbage på hotellet og finde bloweren - og måske også bilen, hvis der stadig var mange ledige pladser foran hallen.

Palle alene i verden
Når man lufter hunde på våd, beskidt asfalt, så kan det ikke undgåes at de får sorte fødder, og det havde vores også. Så er det skønt, at man lige kan gøre lidt ved det, for det ER jo trods alt en verdensudstilling - og endda en med 266 tilmeldte Siberians. Da Jesper var gået stod jeg der og følte mig godt tilfreds og særdeles professionel. Jeg havde Show-off i trimmekassen til at tage det sorte på benene, lidt kartoffelmel til at suge de sidste rester, og når så bloweren også ankom, kunne vores to piger lige få en sidste overhaling. Meget professionelt ... man ER jo med på noderne ikk' ??

Få øjeblikke efter væltede det ind med flere mennesker og hunde, og en del af dem stillede sig op lige ved siden af os. Italienere, franskmænd og andre etnere kom myldrende ind med et væld af hunde i ikke ret mange bure. De linede op med en række af trimmeborde, hvorpå de stillede kridt, pulver, spray, lak, dit, dat og en masse andre remedier. Dem der var højst på strå, havde folk med til det grove, og den hastighed de havde på, da de rikkede det hele til, tydede på, at de vist nok rejser rundt omkring nærmest hver week-end. Da de begyndte at ordne hundene, var det med kridt fra snudespids til halespids og spray fra tåspids til nakkehår. De italienske fyre var i sidste skrig af top mode, og uanset hvor mange hunde de hev ud af burene, var der aldrig skyggen af smuds på deres tøj.

Der stod jeg så - Palle alene i verden. Min røde jakke og min sorte nederdel årgang dengang Mallebrock døde i krigen (og ind med maven 67, for den lille sorte er sgu da krøbet i vask !!!) var allerede nusset og fyldt med hår, selvom jeg ikke engang havde taget dem ud draaaaargposen. Mit hår lignede formentlig allerede den sædvanlige kedelige karklud, og jeg havde faktisk hul på de sorte nylonstrømpers ene storetå. Vores trimmekasse lignede en dårlig parodi i sammenligning, og jeg skal lige love for, at det touch af professionalisme, jeg for få øjeblikke havde følt, var borte med blæsten. Amatør med kæmpe A ...... JEG VIL HJEEEEEEEM !!!!!!!!!!!!!!!!!! I det øjeblik havde jeg bare ikke lyst til at være der. Det var simpelthen for stort og overvældende for mig. Jeg følte mig virkelig kikset, og kunne konstatere, at hvis det her er det der skal til, for at være noget ved musikken, så bli'r jeg ALDRIG noget ved musikken (hvilket dem der har hørt mig synge formentlig også sætter pris på !!!).

Midt i virvaret, og mens jeg spekulerede på hvordan jeg bedst ku' få forklaret Jesper, at vi da iøvrigt havde glemt noget derhjemme, og var nødt til at køre hjem, kom jeg til at kigge på hundene omkring os. Der var mange fine Siberians, men hvor jeg måske selv faldt noget uheldigt og amatøragtigt ud i dette selskab, så ku' jeg også konstatere, at vores hunde bestemt var lige så fine som hundene omkring os. Det gav plads til at fighterånden kom tilbage, og jeg blev enig med mig selv om, at når man har kørt 700 km og brugt en masse penge på tilmeldinger, diesel, hotel osv., så kan man lige så godt gi' de andre kamp til stregen.

Det lykkedes at få det nussede look af Twister og Whobees ben, og de kom til at se helt pæne ud. I hvert fald efter min målestok !!! Og endda uden at det var nødvendigt på noget tidspunkt at sætte dem i galge og skride fra dem. Nu har vi altså heller ikke en galge, men det var der andre der havde. Det vakte ualmindelig stor forargelse hos både Jesper og overtegnede at se en hund, der bare var efterladt meget længe - stående på et trimmebord fastspændt i en galge. Det er fuldstændig uacceptabelt, og der findes ikke en titel i hele verden der er så vigtig, at det berettiger til at behandle sine hunde på den måde. Hvis de absolut SKAL stå i de dersens galger, så har man bare - sgu og for fanden - at blive hos sin hund.
Når man befinder sig på en udstilling med 266 tilmeldte hunde i sin race, og en del af handlerne får penge for det de laver - og jo bedre resultater, jo flere penge - så bærer det desværre også lidt præg af det. Man ser ikke mange stå og kysse på sin hund, og det er en anelse for 'industrielt' for mig. På den anden side er det jo også fascinerende, at se så mange hunde af den race, man er vild med på et og samme sted, så det er vel nok en svær balancegang.

Og så blev klokken 10
Der var lige 10-12 hvalpe der skulle i ringen inden Whobees klasse startede. Da hvalpene var færdige, var Whobee og Jesper også klar til kamp, men med 36 hunde i klassen, så kan de bare ikke være der allesammen. De blev delt op i 3 hold af 12 i hver, og da Whobee var næstsidste hund i klassen, blev det til masser af ventetid. Man vil jo gerne være klar, så det med at sætte hunden i bur, blev ikke helt aktuelt. Whobee og Jesper stod og ventede .... og ventede .... og ventede .... alt imens Twister var svært misfornøjet over at der stadig var lang tid til hendes tur. Vi skulle nok ha' sat Whobee i bur, for hun nåede at blive træt inden det var hendes tur. Men det ved vi så til en anden gang. Man vil jo på den anden side også gerne ha' de oplever lidt mere end bare øjeblikket i ringen. Og der var masser at opleve i hallen.

Og så langt om længe blev det tur til tredje heat, og Whobee stod i ringen med 12 andre juniortæver. Én hund i klassen fangede mit blik ... den var dælme pæn, og havde et fantastisk hoved. Efterfølgende måtte jeg over til ejeren for at høre om der var de linier i hunden, som jeg forventede, og det var der. Jeg fik nøje grænsket de 12 hunde, og syntes faktisk at Whobee havde gode chancer for en placering. En af hundene i klassen blev pludselig overtaget af en anden handler .... en af de dygtige handlere, der får penge for det, og som jeg udmærket godt kender. Han havde tydeligvis en travl dag, for lige før jeg så ham i Whobees klasse, havde han stået i mellemklasse tæver i ringen ved siden af, og kort forinden havde andre set ham i en helt anden hal med en helt anden race. Mens han stod der, havde han da også travlt med at holde øje med de omkringliggende ringe, mens han talte i mobiltelefon - formentlig med nogle i en anden hal. Puh, det må være hårdt at leve af at udstille hunde, og det var imponerende at han stadig ku' få en milliard ud af hunden, på trods af, at hans koncentration var et helt andet sted - eller vistnok endda en hel masse andre steder. Så er vi tilbage til det industrielle, men jeg må smide håndklædet i ringen og tilstå, at han er hamrende dygtig.

På trods af diverse udgaver af italiensk designertøj- og sko (som i år faktisk ikke var helt så utrert i farverne som vanligt), så synes jeg nu alligevel at et helt almindeligt jakkesæt med helt almindelig tilhørende skjorte og slips, er det pæneste. Jeg er som nok bare hamrende kedelig, men jeg har altså ikke fidus til sylespidse herresko i mærkelige farver, der for modefreaks formentlig tydeligvis passer til et eller andet af outfittet. Havenisser, knödel og italiensk mode ..... det forstår jeg mig ikke rigtig på.

Spænding derimod, DET er noget man ka' tage og føle på, og spændingen startede da Whobee fik førstepræmie og skulle ind igen. Udvælgensen begyndte, og jubiiiii ... Whobee var med da ca. halvdelen af feltet var tilbage. Mere udvælgelse, og der var 10 tilbage .... INKL. Whobee. Puuuuuh ..... hvis ikke hallen havde været så kold, at selv mine sorte nylon'er var blåfrosne, så havde jeg nok fået det lidt varmt. 10 skulle reduceres til 4, og jeg var glad for at være iført en stor jakke udover tøjet, så ikke man ku' se at mit hjerte var ved at springe ud. GADUNG GADUNG GADUNG ...... YEEEEEEEES .... Whobee tilbage blandt de 4 bedste. Jublende ku' jeg konstatere, at hun da i hvert fald ville blive 4'er ud af de 36 juniortæver, og Wilfred - der var kommet forbi på en kigger - mente at hun da også bestemt blev mere. Men Whobee var altså træt, og da de skulle løbe hver for sig, skinnede det tydeligt igennem. Hun måtte 'nøjes' med 4. pladsen, og det var så iøvrigt slet ikke 'nøjes'. Hvis jeg stod på sidelinien og så pavestolt ud, så var det ingenting imod hvordan Jesper inde i ringen så ud. Dagen før sin 1 års fødselsdag, og på langtur for første gang. Sove på hotelværelse og opleve virvar allevegne - så er der ikke noget at sige til, at lille Whobeep'n var træt .... træt og dygtig !!!

Stjernestøv?
Tiden nærmede sig for championklasse tæver, og så ku' vi stille os over til naboringen og vente (mens Whobee faldt omkuld i sit bur, og ikke ænsede verden omkring sig !!). Der var 29 champions, og til at starte med skulle vi ind allesammen. Twister var i den sidste ende. Den allersidste hunds handler var ret smart. Det ta'r jo lidt tid før dommeren når fra første hund ned gennem rækken, så han ventede simpelthen med at løbe ind i ringen, til hun nåede et godt stykke derned a'. Smart trick, for så for dommeren set hunden i bevægelse på vej ind i ringen, og det gi'r jo lidt ekstra opmærksomhed. Handleren fik det timet perfekt, og ku' stoppe sin hund lige præcis som dommeren var nået derned. Planlægningen smuttede så en smule, da hunden valgte at ryste sig straks efter 'landing', og det resulterede i en kæmpe sky af kridt !!!!!! Han blev ikke placeret !!!

Twister plejer at være frisk i ringen uanset hvad hun har været udsat for inden, og hun var da også upåvirket af selve situationen. Til gengæld er hun altså vææææældig drægtig og DET bli'r man træt af (forhåbentlig er det ikke bare Twisters egen indbildning !), så hun var ikke helt så kvik som vanligt. Men hun var sød og opførte sig ellers perfekt. 1. præmie - naturligvis :-) - og så skulle vi gennem endnu en omgang spænding. Vi fik lov at blive blandt de 10 tilbageværende, og uden yderligere udvælgelse begyndte dommeren at placere hundene - startende med nr. 1, 2 osv. Efter at ha' placeret 1, 2 og 3 pegede hun på mig, og YIIIIHAAAAA ... Twister også placeret som 4'er i sin klasse.

Alt mulig grund til stor tilfredshed, når man bliver placeret med to ud af to mulige hunde - og så i det selskab. Og SÅ var det altså tid til at få et par lange bukser på .... brrrrrrrrrr hvor jeg frøs.

Når racen er fordelt på 4 ringe, når man ikke at se meget andet end ens egne to ringe, så vi fik ikke set så mange hanner. Men så kunne vi sætte os og nyde BIR/BIM. Bedste tæve var jeg ikke specielt vild med, men de to hanner i BIR - juniorvinderen og vinder af mellemklasse var - om end meget forskellige - rigtig lækre. Det blev mellemklassen der vandt, juniorhannen blev 2'er og tæven 3'er. Lige efter bogen.

Generelt set bød dagen på masser af fine hunde, og det er jo herligt at se hvad der rør sig i Siberian-verdenen. De bedste handlere - som ham den før omtalte med mobiltelefonen og mange gøremål - kan man aldrig sætte en finger på. Men generelt set, synes jeg der er en tendens til, at udstillerne løber så hastigt, at man skulle tro det gjaldt om at komme først rundt. Det ER muligvis verdens hurtigste renracede slædehund, men udstilling er ikke væddeløb. Det er ikke så meget tempoet rundt i ringen jeg har noget imod, men den fart de starter op med. De starter simpelthen med topfarten, og det gør at hundene aldrig rigtig kommer i balance, og derved får korte trippende skridt mens de prøver at finde fodfæste.

Efter en begivenhedsrig dag, ku' vi begynde at pakke sydfrugterne igen. Vi havde besluttet os for at køre hjem i stedet for at tage en overnatning mere - man savner jo dem derhjemme, men fik lige tid til at kigge forbi hallen med store ring og sludre lidt med følgeslænget, inden vi drog mod udkørslen.

Sultne som bare pokker faldt vi i svime over en af de udendørs madstande, hvor en herlig duft at velsmag bredte sig. Desværre tog de ikke visakort, og vi havde brugt de fleste Zlotti, så vi måtte køre fra udstillingen med uforettet madsag. Ærgerligt alternativ, når man lige havde 'lugtet lunten', men der lå en MacD lige efter udstillingsområdet, som Jesper gik ind på, mens jeg passede på hunde og bil (for låste døre!!). Hurtigt ude igen kunne Jesper berette om formentlig verdens eneste MacD, der ikke ta'r visakort. IIIIHHHHJJJØØØØØ. Nå, men videre til et indkøbscenter, hvor vi kunne ribbe forretningen for Pepsi Max - det koster jo næsten gratis dernede - og få hævet penge til at indkøbe et par burgere for. Polske burgere med sauerkräut .... GODT man ikke er kræsen !!!!!!!!!!!! De røg ned, men står ikke i hukommelsen som det bedste måltid vi har fået!!!

Home sweet home
Vi slap for yderligere køer på turen hjema'. Jeg faldt i søvn undervejs, og vågnede da færgen fra Puttgarden til Rødby var næsten i land. Jeg havde ikke opdaget, at vi var kørt ombord, og inden det havde jeg heller ikke opdaget, at Jesper havde luftet hundene. Præcis to døgn efter vi kørte hjemmefra, lagde vi hovederne på vores puder, og faldt i dyb søvn. Sikke en tur.

Fredag kan det nok være det var tid til at hente hunde. Først Xanadoo, der var med Sanne på arbejde. Hun har haft det herligt, og leget med puli hvalp en hel eftermiddag (gæt hvor mange billeder der blev taget af det ... !!!! AMATØRER !!!!! :-) ). Videre til Jespers forældre, hvor Prinsesse Stufee dog trods alt frivilligt gik med hjem. Og så hjem til Karin og hente Peek-a-boo og Pepsi. Herligt at ha' flokken hjemme igen.

Whobee, Twister og jeg har så lige en uges tid inden vi skal være klar til en Hamar-tur.


Søstrene dobbeltv i unghundeklassen.
© Maj Tryk

BIR multich. Taymyrs Special Effect - BIM ch. Taymyrs Twisted Sister
© Maj Tryk / JHO

Fotograferes sammen ville de sgutte - Fister med døtrene Whobee og Wendy. Men Whobee ka' da blinke lidt til Jesper.
© Maj Tryk

Fister og Sanne i gruppen - Ja, der var såmænd fart på :-)
© Maj Tryk

U.f.o. i juniorhandling med Katrine
© Maj Tryk

Fister BIG1
© Maj Tryk

Whobee & Xanadoo
© Maj Tryk

Xanadoo (og Twister i hullet !)
© Maj Tryk

Who ... ja, de samme igen !!
© Maj Tryk

Xanadoo
© Maj Tryk