Ugen der gak • 24/3 - 4/4 2006 • Foto: Maj Tryk
©
Så gik endnu en uge ... og undervejs kom april måned snigende, uden at man egentlig var rigtig forberedt. Det var en uge, der bogstaveligt gør lidt ondt at skrive om. Jeg har nemlig betændelse i højre ringfinger efter et, ellers udramatisk, styrt på cyklen trukket af to 'Grønlandshunde'. Men mere om det langt senere !
I den forgangne uge har Whobeep'ns rødhårede brormand været på besøg. Hans familie skulle på
sneferie i Sverige, men han var selv for lille til nordgående grænseoverskridelse, så det blev
til en uge sydpå i stedet. Desværre har det regnfulde
vejr gjort det umuligt at tage massevis af billeder af græsrødderne. Men de to stjerne uden
hjerner fik leget en hel masse. Først hen mod week-enden da halvbror Caddie også kom på besøg,
blev det til lidt billeder af Stufee-børnene.
Efter mange dages regn, besluttede vi torsdag eftermiddag, at NU måtte regnen ha' fjernet
sne og is på stierne i Tybjergskoven. Regnen til trods - en smule regn generer jo ikke rigtige
hundeejere !! - pakkede vi bilen med seks hunde, et par cykler og to entusiastiske cykelstyrschauffører.
Nu er hundene jo heldigvis ligeglade med regn .. et par af dem synes faktisk, at jo flere mudderpytter, jo bedre. Så de var temmelig ivrige, og der var god fart på de 4 hunde - 2 foran hver cykel. Jeg derimod kunne godt ha' brugt et par dykkerbriller i stedet for cykelhjelmen. Med ét øje helt lukket og det andet på meget lidt klem, var det ikke meget jeg nød turen. Det føltes som at svømme under vand med åbne øjne.
Samtidig viste min baghjulskærm sig fra sin mest uarbejdsomme side, og inden længe var der litervis af
vand fra bagperron til nakkehår ... UNDER dragten !!! ØV hvor er det altså nogle gange ærgerligt at
være 'rigtig' hundeejer !! Da cykelturen var slut tog vi ruten en gang til på vores flade konvolutter
med alle 6 hunde, så de små også fik gasset lidt af. Det er pænt ulækkert, når man har vand helt ind
mellem balderne :/
Men vi fik ret .... både sne og is var forsvundet fra stierne !!
Fredag og det meste af lørdagen gik med at spekulere over hvorvidt vi skulle til Hedensted eller ej. Vi havde fået dommerændring, og ikke til hr. hvemsomhelst. Det var skam til den dommer, der for 2½ år
siden gav Smilla en 3. præmie i championklasse. De fleste andre ville ikke engang overveje det, men jeg
er jo så tilpas naiv, at jeg alligevel håbede lidt på, at Caddies bevægelser ku' indkassere et af de
to manglende certer, han godt kan bruge. Så lørdag eftermiddag besluttede vi os, og smed 3 hunde i bad.
Søndag morgen - velankommet til Hedensted - var det på tide at lære Whobeep'n at gå i udstillingsline. (bedre sent end aldrig !!). Sådan en fætter har hun kun haft på i stillestående tilstand hjemme på køkkengulvet. Begejstringen udeblev totalt. IKKE noget hit. Whobee reagerede stik modsat af, når hun får sin babysele på. Hun gik i stå !!! I næsten en halv time tossede skiftevis Jesper og jeg rundt i ringen og prøvede at træne i 'arj ... du ka' da godt løbe bare en lillebitte smule'. Det hjalp en smule, når tante Twister blev sat forrest for at vise, at iiiiih, hvor er det muntert at løbe rundt i en udstillingsring. Men uden lokkemad var der kun stilstand.
Det hjælper oftest at tænke lidt over tingene, og det hjalp tilsyneladende også for den unge dame.
Hun blev sat i buret et kvarters tid, inden det var tid til at komme ud igen og forberede sig på
showtime !!! Whobee både løb og stod super fint i ringen, og opførte sig faktisk eksemplarisk ... hvilket
er store ord fra min betændte finger, når det gælder bøllebanditten. Hun inkasserede en fin kritik, og
et 'lovende'. Og det var jo klar fremgang i forhold til Smillas 3. præmie sidste gang.
'Fremgangen' fortsatte, da Whobees farmand Fister fik 2. præmie i championklasse og halvbror Caddie det samme i åben klasse. Så kan man godt prale af at ha' en blå tråd i sit opdræt *G*. Da jeg modtog det blå bånd på Caddie, blev det med en kommentar fra dommeren, som jeg syntes var helt hul i hovedet. Det fik mig til at komme med en kommentar, som dommeren mente var helt hul i hovedet. Og for første gang, siden
jeg for 16 år siden betrådte en udstillingsring for første gang, endte jeg med at kvæulere med dommeren.
Min kommentar ville ha' krævet lidt længere tids uddybning, og da der var andre håbefulde udstillere, der
stod og ventede på at komme til, måtte jeg bare afslutte vores kvæuleren med at smile høfligt og konstatere,
at "Det er DIN mening, du er dommeren, og det er dig, der bestemmer". Efterfølgende var der kun én ting at sige
; "KOMMER IKKE", da de kaldte championklasse tæve ind. Eftersom dommeren kvalitetspræmierede hundene i
omvendt rækkefølge af min smag, så havde Twister formentlig fået det 'berømte' gule bånd, og
det har vi ligesom prøvet én gang før, så det gad jeg ikke igen.
Vores hunde har fået skyld for meget i årenes løb, men de ER altså aldrig før blevet beskyldt for at ligne Grønlandshunde. Den var godt nok ny !!! Mens jeg i mit stille sind kan undre mig over, hvordan man kan blive præmieret med 2. præmie (= avlsgodkendt) for hunde, som dommeren mener slet ikke ligner den race, de er tilmeldt som, så skal jeg høfligst undlade at skrive dumsmarte kommentarer, som f.eks. "Nå, han har heller ikke forstand på Grønlandshunde" *G*. En oplevelse rigere og 2.000 kroner fattigere. Men bortset fra, at man må være i sin fulde ret til at bruge lidt tid på at komme sig oven på sådan en bemærkning, så ER det jo bare en hundeudstilling, så pyt !
Og så fik vi 'foræret' en hygge eftermiddag på privatadressen, hvor Whobeep'n måtte lægge krop til
en mindre fotosession before the rain set in.
Med Caddie og Whobee'ns rødhårede brormand hjemme igen på deres respektive adresser, nåede vi så frem til tirsdag, hvor foråret stod i fuldt flor. Endnu engang sadlede vi jernhestene og drog mod Tybjergskoven for at brænde lidt dæk af, og motionere flokken. Hvor hyggeligt det end er at cykle sammen, så er det ikke ubetinget nemt at spænde hundene foran cyklerne - 2 stk. til hver, når man ikke har hjælp. I min glæde over, at mine to 'Grønlandshunde' ikke havde opdaget at Smilla og Lamse stod nogle få meter bagved os, klar til en løbetur, var jeg lidt uopmærksom. Hvordan det gik til ved jeg ikke helt, men inden jeg nogensinde nåede at komme rigtigt op på cyklen, lå både jernhest og jeg på jorden og glanede. Nåe ja, glanede er måske så meget sagt. De to 'Grønlandshunde' var pænt ivrige for at komme afsted, og især Stufee hev, sled, hoppede og trak i nedfaldsfrugterne, så jeg næsten ikke ku' holde dem. Med hjælp fra Jesper, hvis to 'Grønlandshunde' Twister og Buus også havde totalt knald i låget, lykkedes det dog at komme op igen, uden at miste hunde og cykel. Lidt tidligt at prøve at knække anemoner med nakken !!!
Nu er det længe siden jeg har opgivet håbet om, at man ser bare en lille smule lækker ud i sin allermest beskidte heldragt, og så må man jo prøve om det ikke virker tiltrækkende, når man ligger på en forårsfugtig skovsti og slænger sig. På trods af tilstedeværende mænd, var der ikke én der piftede. NEDTUR i bogstaveligste forstand. Jeg opgi'r !!
Efter et efterfølgende bøvlet møde med en hest, foregik resten af turen nærmest problemfrit. Meget kan man sige om os (ja, sågar at vi opdrætter Grønlandshunde *G*), men det er altså ikke kedeligt, når vi er ude og kør' med de skør' !!
Den efterfølgende gåtur, så 'Who the beep is den hvalp der har siddet og kedet sig i bilen' også kunne få motion, foregik i det mest vidunderlige forårsvejr. Fuglekvidder, solskin og rigtige forårsfornemmelser over hele linien.
Her onsdag morgen, mens jeg sidder og hamrer min betændte ringfinger i tastaturet, daler store hvide snefnug ned udenfor vinduerne. Der er mange ting her i livet jeg ikke forstår mig på. Vejret er i allerhøjeste grad en af dem !!
Så gik endnu en uge ... og undervejs kom april måned snigende, uden at man egentlig var rigtig forberedt. Det var en uge, der bogstaveligt gør lidt ondt at skrive om. Jeg har nemlig betændelse i højre ringfinger efter et, ellers udramatisk, styrt på cyklen trukket af to 'Grønlandshunde'. Men mere om det langt senere !
I den forgangne uge har Whobeep'ns rødhårede brormand været på besøg. Hans familie skulle på
sneferie i Sverige, men han var selv for lille til nordgående grænseoverskridelse, så det blev
til en uge sydpå i stedet. Desværre har det regnfulde
vejr gjort det umuligt at tage massevis af billeder af græsrødderne. Men de to stjerne uden
hjerner fik leget en hel masse. Først hen mod week-enden da halvbror Caddie også kom på besøg,
blev det til lidt billeder af Stufee-børnene.Efter mange dages regn, besluttede vi torsdag eftermiddag, at NU måtte regnen ha' fjernet
sne og is på stierne i Tybjergskoven. Regnen til trods - en smule regn generer jo ikke rigtige
hundeejere !! - pakkede vi bilen med seks hunde, et par cykler og to entusiastiske cykelstyrschauffører.Nu er hundene jo heldigvis ligeglade med regn .. et par af dem synes faktisk, at jo flere mudderpytter, jo bedre. Så de var temmelig ivrige, og der var god fart på de 4 hunde - 2 foran hver cykel. Jeg derimod kunne godt ha' brugt et par dykkerbriller i stedet for cykelhjelmen. Med ét øje helt lukket og det andet på meget lidt klem, var det ikke meget jeg nød turen. Det føltes som at svømme under vand med åbne øjne.
Samtidig viste min baghjulskærm sig fra sin mest uarbejdsomme side, og inden længe var der litervis af
vand fra bagperron til nakkehår ... UNDER dragten !!! ØV hvor er det altså nogle gange ærgerligt at
være 'rigtig' hundeejer !! Da cykelturen var slut tog vi ruten en gang til på vores flade konvolutter
med alle 6 hunde, så de små også fik gasset lidt af. Det er pænt ulækkert, når man har vand helt ind
mellem balderne :/Men vi fik ret .... både sne og is var forsvundet fra stierne !!
Fredag og det meste af lørdagen gik med at spekulere over hvorvidt vi skulle til Hedensted eller ej. Vi havde fået dommerændring, og ikke til hr. hvemsomhelst. Det var skam til den dommer, der for 2½ år
siden gav Smilla en 3. præmie i championklasse. De fleste andre ville ikke engang overveje det, men jeg
er jo så tilpas naiv, at jeg alligevel håbede lidt på, at Caddies bevægelser ku' indkassere et af de
to manglende certer, han godt kan bruge. Så lørdag eftermiddag besluttede vi os, og smed 3 hunde i bad.Søndag morgen - velankommet til Hedensted - var det på tide at lære Whobeep'n at gå i udstillingsline. (bedre sent end aldrig !!). Sådan en fætter har hun kun haft på i stillestående tilstand hjemme på køkkengulvet. Begejstringen udeblev totalt. IKKE noget hit. Whobee reagerede stik modsat af, når hun får sin babysele på. Hun gik i stå !!! I næsten en halv time tossede skiftevis Jesper og jeg rundt i ringen og prøvede at træne i 'arj ... du ka' da godt løbe bare en lillebitte smule'. Det hjalp en smule, når tante Twister blev sat forrest for at vise, at iiiiih, hvor er det muntert at løbe rundt i en udstillingsring. Men uden lokkemad var der kun stilstand.
Det hjælper oftest at tænke lidt over tingene, og det hjalp tilsyneladende også for den unge dame.
Hun blev sat i buret et kvarters tid, inden det var tid til at komme ud igen og forberede sig på
showtime !!! Whobee både løb og stod super fint i ringen, og opførte sig faktisk eksemplarisk ... hvilket
er store ord fra min betændte finger, når det gælder bøllebanditten. Hun inkasserede en fin kritik, og
et 'lovende'. Og det var jo klar fremgang i forhold til Smillas 3. præmie sidste gang.'Fremgangen' fortsatte, da Whobees farmand Fister fik 2. præmie i championklasse og halvbror Caddie det samme i åben klasse. Så kan man godt prale af at ha' en blå tråd i sit opdræt *G*. Da jeg modtog det blå bånd på Caddie, blev det med en kommentar fra dommeren, som jeg syntes var helt hul i hovedet. Det fik mig til at komme med en kommentar, som dommeren mente var helt hul i hovedet. Og for første gang, siden
jeg for 16 år siden betrådte en udstillingsring for første gang, endte jeg med at kvæulere med dommeren.
Min kommentar ville ha' krævet lidt længere tids uddybning, og da der var andre håbefulde udstillere, der
stod og ventede på at komme til, måtte jeg bare afslutte vores kvæuleren med at smile høfligt og konstatere,
at "Det er DIN mening, du er dommeren, og det er dig, der bestemmer". Efterfølgende var der kun én ting at sige
; "KOMMER IKKE", da de kaldte championklasse tæve ind. Eftersom dommeren kvalitetspræmierede hundene i
omvendt rækkefølge af min smag, så havde Twister formentlig fået det 'berømte' gule bånd, og
det har vi ligesom prøvet én gang før, så det gad jeg ikke igen.Vores hunde har fået skyld for meget i årenes løb, men de ER altså aldrig før blevet beskyldt for at ligne Grønlandshunde. Den var godt nok ny !!! Mens jeg i mit stille sind kan undre mig over, hvordan man kan blive præmieret med 2. præmie (= avlsgodkendt) for hunde, som dommeren mener slet ikke ligner den race, de er tilmeldt som, så skal jeg høfligst undlade at skrive dumsmarte kommentarer, som f.eks. "Nå, han har heller ikke forstand på Grønlandshunde" *G*. En oplevelse rigere og 2.000 kroner fattigere. Men bortset fra, at man må være i sin fulde ret til at bruge lidt tid på at komme sig oven på sådan en bemærkning, så ER det jo bare en hundeudstilling, så pyt !
Og så fik vi 'foræret' en hygge eftermiddag på privatadressen, hvor Whobeep'n måtte lægge krop til
en mindre fotosession before the rain set in.Med Caddie og Whobee'ns rødhårede brormand hjemme igen på deres respektive adresser, nåede vi så frem til tirsdag, hvor foråret stod i fuldt flor. Endnu engang sadlede vi jernhestene og drog mod Tybjergskoven for at brænde lidt dæk af, og motionere flokken. Hvor hyggeligt det end er at cykle sammen, så er det ikke ubetinget nemt at spænde hundene foran cyklerne - 2 stk. til hver, når man ikke har hjælp. I min glæde over, at mine to 'Grønlandshunde' ikke havde opdaget at Smilla og Lamse stod nogle få meter bagved os, klar til en løbetur, var jeg lidt uopmærksom. Hvordan det gik til ved jeg ikke helt, men inden jeg nogensinde nåede at komme rigtigt op på cyklen, lå både jernhest og jeg på jorden og glanede. Nåe ja, glanede er måske så meget sagt. De to 'Grønlandshunde' var pænt ivrige for at komme afsted, og især Stufee hev, sled, hoppede og trak i nedfaldsfrugterne, så jeg næsten ikke ku' holde dem. Med hjælp fra Jesper, hvis to 'Grønlandshunde' Twister og Buus også havde totalt knald i låget, lykkedes det dog at komme op igen, uden at miste hunde og cykel. Lidt tidligt at prøve at knække anemoner med nakken !!!
Nu er det længe siden jeg har opgivet håbet om, at man ser bare en lille smule lækker ud i sin allermest beskidte heldragt, og så må man jo prøve om det ikke virker tiltrækkende, når man ligger på en forårsfugtig skovsti og slænger sig. På trods af tilstedeværende mænd, var der ikke én der piftede. NEDTUR i bogstaveligste forstand. Jeg opgi'r !!
Efter et efterfølgende bøvlet møde med en hest, foregik resten af turen nærmest problemfrit. Meget kan man sige om os (ja, sågar at vi opdrætter Grønlandshunde *G*), men det er altså ikke kedeligt, når vi er ude og kør' med de skør' !!
Den efterfølgende gåtur, så 'Who the beep is den hvalp der har siddet og kedet sig i bilen' også kunne få motion, foregik i det mest vidunderlige forårsvejr. Fuglekvidder, solskin og rigtige forårsfornemmelser over hele linien.
Her onsdag morgen, mens jeg sidder og hamrer min betændte ringfinger i tastaturet, daler store hvide snefnug ned udenfor vinduerne. Der er mange ting her i livet jeg ikke forstår mig på. Vejret er i allerhøjeste grad en af dem !!