Det føles som om mit liv passerer revy, og jeg tænker på alle de ting, jeg gerne ville ha' nået. Mens jeg tænker, finder jeg ud af, at det måske slet ikke er mit liv, der
passerer forbi mit blik, men Københavns hustage. Jeg synes sgu også nok det virkede lige lovlig kedeligt - trods alt !!! Der er mange måder at komme til tops på .... jeg erindrer
tidspunkter, hvor jeg har valgt bedre måder - eller i hvert fald været heldig, at det er blevet sådan. Jeg undrer mig over hvordan jeg er endt her, og synes egentlig det er en lidt
trist måde at komme af dage på. Nu gik det lige så godt !!! Men jeg tror ikke et sekund på, at jeg overlever disse tindrende højder.
DET VAR DEN FERIE !!!
Som tiden dog flyver, når man er i godt selskab :-)
Det kræver lidt tid til at vænne sig til, at man ikke skal kaste sig ud af sengen, og ned foran Go' Morgen Danmark, når man vågner, men i stedet op og afsted på arbejde. Heldigvis
er jeg jo rigtig glad for mit alsidige arbejde, og så er det slet ikke så slemt. Men alligevel !!!!
Vi har mest af alt brugt ferien på at stresse af, og lade batterierne op. Det var tiltrængt, efter en meget fortravlet sommer, der fulgte efter et lige så travlt forår.
For at afslutte ferien med manér, syntes jeg vi skulle tage en tur i Tivoli. Det er altid hyggeligt at besøge den gamle have, og den fredag jeg fik idéen, var aftenen både tør og
rigtig lun. Perfekt til en Tivoli-tur.
Da vi for et par år siden var i Tivoli uden hund, fik Jesper lokket mig med i Dæmonen. Og havde de haft åbent 5 min. længere, så havde han formentlig også fået mig med i det 65
meter høje Gyldne Tårn. Men jeg tøvede for længe, og så var det for sent.
Derfor var det tilsyneladende en af Jespers missioner den fredag aften, at lokke mig med i tårnet, FØR det var for sent.
Og det var altså der jeg hængte og så et eller andet passere revy !!! Faktisk er højdeskræk et begreb, jeg aldrig har gået højt op i. Hvis jeg har lidt af højdeskræk, så har jeg
i hvert fald selv glemt det. Og jeg lod mig derfor overtale til en tur i tårnet.
Lad det være sagt .... jeg gør det ALDRIG mere !!!!!!!!! En tredjedel op ad tårnet gik det meget godt. Så begyndte jeg at blive lidt nervøs, og et eller andet sted mellem halvvejs og
trekvart oppe, fandt jeg min højdeskræk. Da vi var helt oppe og holdt stille, var jeg sikker på, at det her kan man ikke overleve, og jeg fik panikangst. Hysteriske kællinger med
panikangst er ikke det nemmeste her i verden, og jeg måtte bruge alle kræfter på at få styr på mig selv. Med blikket stift rettet mod et eller andet punkt ude i horisonten, måtte
jeg igen og igen overbevise mig selv om, at det nok er OK at skrige i en forlystelse i bevægelse, men at det vil virke en smule mærkeligt, hvis jeg sad der i stilheden, et sted
hvor udsigten var perfekt, og skreg som en vanvittig. Jeg befandt mig på 'point of no return', og ville alligevel bare gerne stå a' (og den idé er jo ikke blandt de bedste - ned kommer man
altid, men står man af i 65 meters højde, så er man da i hvert fald sikker på, at man vækker mere opsigt end nødvendigt er !!!!!).
Endelig slap tårnføreren bremsen, og så gik det ned i et hæsblæsende tempo. Det er muligt at 65 km/t ikke føles specielt hurtigt i bil, men på tårn er det noget ganske andet. Sammen med farten har man en kraftpåvirkning på minus 1,5 G, hvilket svarer til en mild form for vægtløshed. Denne tilstand er ellers umulig at opnå i jordens atmosfære, og måske var det vægtløsheden, der i første omgang lokkede mig. Men vægtløshed min bare .... det er altså ikke 'fornøjelsen' værd !!!
Jeg var meget, meget glad for at være nede igen !!!!
DE MERE RUMMELIGE FORLYSTELSER
Turpasset skulle bruges (selvom jeg var rundtosset), og vi startede i Skærsilden. Et barnligt sted, hvor man nok egentlig kun kommer, fordi man nu engang har betalt en halv
millard for et blåt armbånd !! Så er der Galejen. Det er - og har altid været (i hvert fald siden kålormen forsvandt) - min absolutte favorit-forlystelse. Jesper har vist svært ved at se pointen i den, men han tager troligt med hver gang. De små vikingebåde, der køre op og ned og op og ned - jamen, det er da så herligt!!! En hyggelig tur i Minen blev det til - en tur gennem Groternes land, hvor dragen frk. Perlemor vogter. Og så er der Den flyvende kuffert, hvor alle H.C. Andersens eventyr glider forbi. Prinsessen på ærten, Den lille pige med svovlstikkerne, Hyrdinden og skorstensfejeren, Svinedrengen og så naturligvis historien hønen, der fortæller noget til gåsen, der fortæller det videre til duen, der fortæller det videre til spurven, og pludselig er én fjer blevet til fem høns. Nåe ja, det er jo slet ikke et eventyr, men en H.C. fortælling fra det virkelige liv !!!
Og så skulle vi naturligvis også lige en tur i Dæmonen, før vi - meget trætte - konstaterede, at Thomas Helmig eller ej .... den godt og vel times tid, der var igen inden han gik på scenen, var for lang. Så vi vendte snuderne hjem - nogle meget grænseoverskridende oplevelser rigere.
Her efterfølgende - når jeg har glemt hvor slemt det egentlig var at være oppe i Det Gyldne Tårn - er jeg nok lidt kæk, og praler af, at JEG har været i Det Gyldne Tårn. Men bortset fra, at det har jeg jo, så er det pral uden indhold. For kæk var jeg dælme ikke den sensommeraften i Tivoli !!!
EN NOGET MERE FIRBENET TIVOLITUR
Godt og vel en uge senere, måtte jeg drage mod Tietgensgade igen. Denne gang i arbejdsøjemed. Den 2. september var der traditionen tro Hundens dag i Tivoli, og DKK har jo både stand, raceparade og sceneshow derinde hvert år.
Jesper skulle samme week-end spille DM i Double, så Whobee og jeg vendte snuderne mod Tivoli bare i hinandens selskab. Men der er jo også nok for sådan et par tyndhårede tøser at tale om, så det gik endda *smil*
Whobee var dagens eneste Siberian Husky. DSHK havde udstilling i Silkeborg samme dag, hvilket jo kan være én af grundene. Omend det langt fra var alle Sjællands Siberian Huskies, der var meldt til i Silkeborg, så måske er det bare en dårlig undskyldning. Da jeg var på arbejde, kunne jeg jo ikke deltage i raceparaden, så Whobee var dømt til at repræsentere racen, bundet til en campingvogn :-)
Men sådan gik det slet ikke, for pludselig dukkede Jespers forældre op. Jeg husker ikke om jeg overhovedet nåede at hilse, før jeg konstaterede, at "I skal gå i raceparaden med Whobee" !!! Mine svigerforældre er altid friske, og syntes det kunne være hyggeligt, så sådan blev det. Whobee er jo både sød, nem og charmerende, så det gik godt, og Jespers mor bedyrede, at det var nogle år siden, hun havde vækket så meget opmærksomhed, og var blevet fotograferet så meget.
Beriget med godt vejr - kun afbrudt af en enkelt regnbyge, mens politiet var på scenen - blev det en noget mere stilfærdig tur i Tivoli, end ved det sidste besøg.
Jespers forældre fik overdraget Whobee, og holder her generalprøve i raceparade.
Foto: © Heidi Taymyr Holm
Og her går det så løs for alvor
Foto: © Heidi Taymyr Holm
Lidt flere gruppe 5 hunde. Dem har vi da allesammen set før, har vi ikke?
Foto: © Heidi Taymyr Holm